23948sdkhjf

Svær start gav underskud hos Novopan

Spånpladeproducenten indkasserede et tab på knap 5,5 mio. kr. i 2012/13. Direktør Henning Jensen ser dog optimistisk på mulighederne i indeværende år.
Den hårde vinter i fjor er den primære årsag til, at Novopan i regnskabsåret 2012/13 måtte se indtjeningen falde med over 13,5 mio. kr. til et underskud på 5,43 mio. kr. efter skat.

Den lange og kolde vinter medførte højere omkostninger til især tørring i produktionen, og det har tæret på driftsresultatet, der samtidig bærer præg af, at kunderne har efterspurgt varer med en mindre forarbejdningsgrad og deraf lavere indtjening.

Ifølge direktør Henning Jensen udviklede situationen sig dog i positiv retning i anden halvdel af regnskabsåret. Siden er de positive takter fortsat ind i det nye regnskabsår, der blev indledt den 7. oktober, og det skaber grundlag for en tro på sorte tal på bundlinjen i 2013/14.

- Vi forventer et positivt resultat på baggrund af de initiativer, vi har taget, og den udvikling der har været, siger Henning Jensen til Wood Supply.

Trods underskuddet hæfter han sig ved, at der fortsat er positiv indtjening før renter og afskrivning, og at der er i 2012/13 er gennemført investeringer på et markant højere niveau end i de forudgående år. Der er her dels tale om miljøinvesteringer og dels en række tiltag, der samlet set forbedrer produktionen. Totalt set har Novopan investeret knap 46 mio. kr. i materielle anlægsaktiver i 2012/13 mod gennemsnitligt cirka 20 mio. kr. i de fire forudgående regnskabsår.

Novopan beskæftiger i dag i omegnen af 215 medarbejdere, og Henning Jensen forventer, at bemandingen vil ligge på nogenlunde samme niveau resten af året.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079