Det er stadig de danske vindueskunder, der står for den største del af omsætningen hos den svenske vinduesgigant Inwido.
Det afslører et nyt årsregnskab fra koncernen, der på det danske marked udgøres af KPK, Outline, Outrup Vinduer & Døre, Frovin og Bøjsø.
AnnonceAf Inwidos samlede omsætning på lige godt 9 mia. SEK stod Danmark for de 2,54 mia. SEK svarende til omkring 28 pct. af koncernens salg.
Dermed fastholder Danmark pladsen som det største enkeltmarked tæt efterfulgt af det svenske hjemmemarked.
Hvor det svenske marked i fjor genfandt pusten ovenpå et par år i modvind, gik det imidlertid modsatte vej for den danske del af forretningen.
Igennem året tegnede den danske del af koncernen sig således for et omsætningsfald på 1 pct., mens der i årets sidste kvartal var tale om en tilbagegang på 3,6 pct.
AnnonceIfølge årsrapporten bevægede det danske marked sig sidelæns igennem kvartalet.
Stor forskel på markeder
På koncernniveau voksede Inwido moderat i 2025. Omsætningen steg 2 pct., mens driftsmarginen tog et marginalt dyk fra 10,8 pct. til 10,5 pct.
I årsrapporten lyder det dog, at der fortsat er stor forskel på aktivitetsniveauet på tværs af markeder.
Mens der er fremgang på den svenske hjemmebane, hvor lavere renter og inflation fremhæves som afgørende faktorer for udviklingen, kategoriseres det finske og det britiske marked som fortsat meget udfordrende.
AnnonceIkke desto mindre ser koncernen fortsat stort potentiale for vækst i det britiske, og to af de tre opkøb, koncernen gjorde i årets fjerde kvartal, er netop virksomheder i Storbritannien.
Skruer op for opkøbshastigheden
Alt i alt bød 2025 på fire opkøb fra koncernen, der også overtog svenske RM Fönster og ikke mindst sikrede sig adgang til nye markeder med opkøbet af slovenske AJM Group, der udover hjemmelandet har salg i Østrig og Schweiz.
Dermed er koncernen rykket ind på den sydøsteuropæiske del af spillepladen, hvor også danske VKR Holding har været til stede, siden koncernen via Dovista i 2021 opkøbte schweiziske Arbonia.
AnnonceOg der er fortsat brug for at udvide forretningen, hvis Inwido skal nå i mål med ambitionen om i 2030 at runde en toplinje på 20 mia SEK.
I årsrapporten lyder det således, at opkøbsrejsen fortsætter, nu med fornyet hastighed.
“Aktiviteten inden for M&A er på et højt niveau, og Inwido ses som en attraktiv køber. Samtidig fortsætter vi med at være selektive i vores proces og fokuserer på profitable, markedsledende virksomheder,” lyder det i en kommentar til regnskabet fra adm. direktør Fredrik Meuller.
AnnonceNår det kommer til markedsudviklingen, er udsigterne mere usikre.
“I betragtning af den geopolitiske situation er det vanskeligt at vurdere, hvordan efterspørgslen vil udvikle sig, men vi er godt forberedte til 2026,” skriver ledelsen.