Dencon vil udnytte sin produktionskapacitet bedre og åbner nu for at producere for andre møbelvirksomheder.
Det er en del af en ny strategi, som Niels Svolgaard har sat i gang for at skabe vækst i den Skive-baserede kontormøbelproducent. Han satte sig i direktørstolen ved årsskiftet og skal nu sørge for at skabe vækst for den knap 50-mand store virksomhed.
Annonce- Vi har en produktion, vi har en kapacitet og vi har noget knowhow. Det giver os mulighed for at påtage os OEM-produktion, hvor det giver mening, siger Niels Svolgaard til Wood Supply.
Ifølge direktøren handler det ikke om at ændre Dencons kerneforretning, men om at supplere den. OEM-produktion skal bidrage til en mere stabil og effektiv udnyttelse af produktionsapparatet.
- Der er forskel på, hvor belastede maskinerne er, og hvis man har kapaciteten, giver det mening at se på, hvordan man kan udnytte den.
Dencon producerer kontormøbler til det professionelle marked. Virksomheden er ikke den eneste i det nordvestjyske, der er klar til at åbne sine produktionslinjer.
AnnonceHanstholm Køkken har også åbnet døren for eksterne samarbejdspartnere, der i løbet af tre år skal udgøre halvdelen af virksomhedens samlede aktivitet.
Fokus på eksport
Initiativet er en del af en trestrenget strategi, som også omfatter øget eksport til udvalgte markeder i Europa.
Fokus er rettet mod England, Holland, Belgien og Tyskland, hvor virksomheden ser et match mellem markedets efterspørgsel og Dencons produkter og leverancemodel.
Dencon har allerede indgået en ny aftale med en distributør i England.
Det tredje spor i strategien handler om at komme tættere på de eksisterende kunder i Danmark, som primært er kontormøbelforhandlere. Her oplever Dencon ifølge direktøren, at kunderne efterspørger mere end standardprodukter.
Annonce- De vil have en samarbejdspartner, der kan levere fleksibilitet, dokumentation, specialløsninger og stabil levering. Det er nogle af de områder, hvor vi står stærkt, og hvor vi kan udbygge samarbejdet yderligere, siger Niels Svolgaard.
Dencon skal op at flyve
Strategien kommer på et tidspunkt, hvor Dencon har forbedret indtjeningen markant.
I det seneste regnskabsår leverede virksomheden et resultat før skat på 4 mio. kr. efter flere år med turnaround og strammere omkostningsstyring. Bruttofortjenesten er steget, mens administrationsomkostningerne er reduceret.
Annonce
| Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
| Nettoomsætning | - | - | - |
| Bruttofortjeneste | 18,3 | 16,6 | 18,1 |
| Resultat af primær drift | 4,7 | 1,4 | -0,4 |
| Resultat før skat | 4,0 | 0,5 | -2,0 |
| Årets resultat | 3,1 | 0,4 | -1,5 |
| Balancestatus | 51,9 | 53,7 | 58,5 |
| Egenkapital | 26,3 | 23,1 | 24,7 |
| Antal ansatte | 41 | 44 | 56 |
| Kilde: CVR | |||
Ifølge den nye direktør er ambitionen at bygge videre på det økonomiske fundament og omsætte det til profitabel vækst.
- Forretningen er sund og stabil, men der er mere at hente. Nu handler det om at få mere luft under vingerne, siger han.
AnnonceNiels Svolgaard kommer fra en stilling ved Sofacompany, hvor han var salgsdirektør med særligt fokus på kontraktmarkedet.

