Vendelbo Spedition har pr. 1. december 2025 gennemført et opkøb af dele af Nordic MV Specialized Transport i Aalborg. Med opkøbet styrker speditøren sin position inden for møbeltransport og leverancer med særlige krav til håndtering.
Opkøbet omfatter fire varebiler, fire medarbejdere samt en eksisterende kundebase inden for møbeltransport og transport af IT-udstyr. Alle medarbejdere fortsætter i deres nuværende stillinger.
AnnonceDe overtagne aktiviteter videreføres fra lokaler på Gasværksvej i Aalborg, som fremover fungerer som en satellitafdeling under Vendelbo Spedition.
Satser på fuld service
Ifølge Jesper Bundgaard Madsen, direktør i Vendelbo Spedition, passer opkøbet naturligt ind i virksomhedens strategiske retning.
- Vi har gennem længere tid arbejdet målrettet med fuld service inden for møbeltransport. Opkøbet af Nordic MV Specialized Transport giver os mulighed for selv at levere hele løsningen i Danmark, siger han.
AnnonceDirektøren understreger samtidig, at opkøbet ikke får konsekvenser for den daglige drift hos kunderne.
- For kunderne betyder opkøbet kontinuitet i den daglige drift og samme service som hidtil – nu understøttet af Vendelbo Speditions organisation, kapacitet og setup.
Styrker eksisterende fokusområde
Opkøbet er ikke etableringen af et nyt forretningsområde, men derimod en styrkelse af et eksisterende fokusområde, hvor korrekt håndtering, præcis timing og ansvar gennem hele leverancen er afgørende.
AnnonceOpkøbet har fuld operationel effekt fra 1. januar 2026.
Møbler kobles på køkkenkørslen
Møbeltransport udgør i dag ikke et stort selvstændigt segment for Vendelbo Spedition, men er et område, virksomheden ønsker at udvikle yderligere.
– Vi har været gode til at transportere køkkener og bordplader. Det er egentlig det segment, vi lægger møblerne ind i. Det er de biler, som i forvejen kører køkkener, som så også kommer til at køre møbler, siger Jesper Bundgaard Madsen.
AnnonceVendelbo Spedition råder i dag over omkring 20 forvogn-hængere, der primært kører køkkener. Transport af møbler, køkkener og bordplader anslås samlet set at udgøre omkring 20 procent af virksomhedens samlede omsætning.
Annonce