23948sdkhjf

Eksporten taber pusten

Trods skuffende eksporttal for november er trenden stadig positiv. Udviklingen på markederne uden for EU vækker dog bekymring.
Eksporten fik en overraskende mavepumper i november oven på ellers fine takter i oktober. Således viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, at eksporten faldt med hele 4,8 procent i november 2013 i forhold til oktober, hvor eksporten steg med 3,5 procent.

Det er især nedgang i salget af vindmølledele til Storbritannien og lægemidler til USA, der trækker eksporten for november i en negativ retning, skriver Danmarks Statistik.

Trods det markante fald i november steg eksporten med 0,9 procent i perioden september-november sammenlignet med de foregående tre måneder – ligesom eksporten for perioden september-november 2013 er 2,8 procent højere end samme periode sidste år. Dermed er trenden stadig positiv, men tallene for november skal alligevel tages seriøst.

Danske virksomheder kæmper for fremgang
Hos Dansk Erhverv hæfter man sig ved, at danske virksomheder har vist sig dygtige til at eksportere trods uroen på de europæiske nærmarkeder.

- Den positive trend i eksporten, der blev indledt i det tidlige forår, har taget et overraskende negativt - men formentlig midlertidigt - afbræk. Det er nemlig igen begyndt at gå fremad for landene i eurozonen, efter at de har ligget underdrejet i 2012 og starten af 2013. Jeg forventer, at fremgangen vil påvirke danske virksomheder og på sigt beskæftigelsen positivt. Men hvis vores vigtigste handelspartnere i Europa fortsat er syge, så smitter det også af på os i form af nedgang i eksporten, siger Michael H.J. Stæhr, cheføkonom i Dansk Erhverv, og fortsætter:

- Det er en stor styrke ved dansk økonomi, at danske virksomheder er så dygtige til at afsætte produkter i udlandet. I perioden med smalhals i eurozonelandene formåede danske eksportvirksomheder at holde skindet nogenlunde på næsen. Og de danske virksomheder var klar til at øge eksporten, da de første spæde fremgangstegn viste sig på vores eksportmarkeder. Det er frugten af dette, som vi siden foråret har set i den positive eksportudvikling.

Hos DI advarer man dog om, at danske virksomheder skal arbejde hårdt for at vinde eksportordrer – europæisk fremgang til trods – fordi konkurrencen fra et sultent europæisk erhvervsliv er benhård.

- Novembers fald vidner om, at væksten fortsat er svag. Og selvom den europæiske fremgang forventes at bide sig fast i den kommende tid, bliver det ikke nemt at vinde de eftertragtede eksportordrer - hele det europæiske erhvervsliv kigger nemlig sultent efter nye afsætningsmuligheder, siger chefkonsulent i erhvervsøkonomi hos DI, Allan Sørensen.

Fjernmarkederne bekymrer
Både hos DI og Dansk Erhverv bider man mærke i, at dansk erhvervsliv ikke i høj nok grad høster frugterne af væksten på fjernmarkederne.

- Det er især bekymrende, at eksporten til landene uden for EU er faldet det seneste år. Det er her, at den økonomiske fremgang er mest markant, og det langsigtede vækstpotentiale er størst, siger Allan Sørensen.

Han henviser til, at eksporten til USA og Kina er faldet med henholdsvis 2,6 procent og 3,8 procent de seneste tre måneder, og eksporten til lande uden for EU er faldet med 0,6 procent inden for det seneste år.

Vigtigheden af, at afsætte danske produkter til fjernmarkederne skal især ses i lyset af uroen i eurozonen.

- Der ligger et meget stort potentiale for danske virksomheder på disse markeder, og når de sædvanlige nærmarkeder ikke aftager så meget, er der brug for andre markeder at sælge sine produkter på, siger cheføkonom hos Dansk Erhverv, Michael H.J. Stæhr.


Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078