23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Wood Supply

Stor producent går igen frem - men ikke på alle parametre

Mens koncernomsætningen igen er i fremgang, går resultatet hos Dana Lim tilbage. Direktør fremhæver investeringer, så producenten for alvor er klar til vækst

Efter to år med faldende toplinjer går omsætningen igen frem for lim-, fugemasse- og spartelproducenten Dana Lim. 

I det netop offentliggjorte koncernregnskab for 2024/25 løftes omsætningen fra 609 mio. kr. til 626,9 mio. kr. 

Det fremgår ikke præcist, hvor meget af omsætningen, der hentes i Danmark, da opdeling på segmenter er fravalgt af konkurrencehensyn. Men ifølge ledelsesberetningen afsættes produkterne primært i Danmark og det øvrige Norden. 

Adm. direktør Lars Christensen oplyser til Wood Supply, at Danmark fortsat er Dana Lims største marked, men at producenten oplever lavere vækstrater her end i udlandet. Han peger på vækstrater i Norge og Sverige på 8-10 pct., hvor Dana Lim har fået flere forhandlere. 

- Vi har en meget stor markedsandel i Danmark. Derfor kan vi ikke have de samme vækstrater som i Norge og Sverige, hvor vi har mindre markedsandele, siger han og fortsætter:

- Vi anser markedet for at være fladt i den danske byggesektor. Den vækst, vi har haft, der har vi taget andele. Vi har simpelthen fået flere hyldemeter hos de forhandlere, vi arbejder sammen med og fået flere produkter ind. 

Investeringer koster

Mens toplinjen byder på fremgang, falder bundlinjen. Det til 16 mio. kr. efter skat mod 19,5 mio. kr. i 2023/24. Overskudsgraden går tilbage fra 4,4 pct. til 3,8 pct. 

Resultatet lever ifølge årsrapporten op til forventningerne. Det til trods for, at Dana Lim i årsrapporten for 2023/24 har meldt ud, at forventningen var vækst både øverst og nederst. 

- Det, der har kostet os noget bundlinje, er vores lønomkostninger. Det er simpelthen investeringer i medarbejdere, der koster os på bunden, siger Lars Christensen.

Af ledelsesberetningen fremgår det, at "markedsudviklingen og fluktuationer omkring priser og konkurrence samt strategiske investeringer har ført til mindre reduktion i resultatniveauet for koncernen". 

DANA LIM A/S (koncern)
Regnskabsår 2024/25 2023/24
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 626,9 609,0
Bruttofortjeneste 176,7 171,5
Resultat af primær drift 24,0 26,7
Resultat før skat 21,0 23,7
Årets resultat 16,0 19,5
Balancestatus 444,2 407,4
Egenkapital 175,0 161,7
Antal ansatte 213 215
Kilde: CVR

Som Building Supply tidligere har omtalt, har virksomheden investeret i udvidelse af faciliteterne i Køge. Senest med nye kontorfaciliteter, kantine og omklædning.

- Vi tror jo på, vi skal være flere folk over de næste år, siger direktøren.

Dana Lim er ifølge årsrapporten gået to ansatte ned til i gennemsnit 213 i regnskabsåret. Personaleomkostningerne udgør 138,3 mio. kr. mod 130,1 mio. kr. i 2023/24.

Egenkapitalen er opgjort til 175 mio. kr. inklusiv et foreslået udbytte for regnskabsåret på 2 mio. kr. 

Lars Christensen kalder overordnet regnskabet for "meget solidt" i et byggemarked, "som absolut ikke er i vækst". 

- Vi er meget tilfredse set i forhold til, hvordan markedet er. Hvis man ser på nøgletallene, er vi stadig en bundsolid og bundlikvid virksomhed, siger han.

Adspurgt om forskellen fra udmeldingen i forrige årsrapport, lyder det:

- Jeg havde nok regnet med, at jeg kunne smide alle de her lønomkostningsstigninger ud i markedet, men det har vi ikke kunnet.

Milliard-milepæl

I forbindelse med udvidelsen med nye de faciliteter formulerede Lars Christensen i oktober ambition om runde milliarden i omsætning i 2030. 

I indeværende regnskabsår er forventningen fremgang i såvel omsætning som resultat. Konkret går Dana Lim ifølge direktøren efter en omsætningsvækst på 8 pct. Væksten på bunden ønsker han ikke at sætte procenter på. 

- Men det bliver helt klart vækst på bunden også, siger Lars Christensen. 

Han fremhæver - ligesom årsrapporten - at der i de første måneder af indeværende regnskabsår har været fremgang i markedet.

Målet om at runde milliarden i opsætning anser han fortsat for "absolut realistisk". 

- Vi har ikke fundet anledning til at ændre i vores langtidsplaner, siger han og oplyser desuden om en ambition om at runde en overskudsgrad på 5 pct. 

Hvorfor fem pct. og ikke højere?

- Det er nok af respekt for, at ting tager tid. Det her er en rejse. Så må vi se, når den hedder fem, om den skal hedde noget andet.

- Hele manøvren med at udbygge gør, at vi virkelig er klar til vækst – både i produktionen, og når det kommer til at huse medarbejdere. Så tingene følger vores langtidsplaner. Så jeg er superglad, fortsætter han. 

Se nøgletal for: {{ company.name }}
BREAKING
{{ article.headline }}
0.234|