Et markant byggeri skal snart skyde op på Teglholmen i København. Sydhavn Sogns menighedsråd udbyder totalentreprisen på opførelsen af en ny kirke og et sognehus med tilhørende udearealer og offentlig brygge.
Projektet omfatter cirka 1.290 kvm nybyggeri samt anlæg af en park, som bliver offentligt tilgængelig for områdets beboere og den nærliggende daginstitution. Placeret ud mod Frederiksholmsløbet er målet for byggeriet at skabe forbindelse mellem kirke, by og havn.
Den anslåede kontraktværdi er 70 mio. kr., viser data fra Projektagenten.
Ny kirke i Sydhavn Sogn
- Samlet etageareal: 1.291kvm
- Bærende konstruktioner: Limtræssøjler og bjælker, etagedæk og stabiliserende kerne i beton
- Bygningshøjden: 22 meter
- Antal etager: Tre
- Kapacitet kirkerum: 300 personer
Det arkitektoniske udgangspunkt er udviklet af Rørbæk & Møller, som siden foråret 2025 har været en del af Schmidt Hammer Lassen, i samarbejde med Artelia, Cornelius Vöge Arkitekter og Thingbrandt Landskab.
Totalentreprise med træ
Totalentreprenøren får ansvaret for færdigprojektering og opførelse, mens rådgiverteamet efterfølgende fungerer som bygherrens tilsyn.
Træ skal anvendes som et bærende og synligt byggemateriale.
Blandt kravene til entreprenøren er erfaring med lignende komplekse træbyggerier af tilsvarende størrelse og funktion, udført i totalentreprise inden for de seneste fem år.
Fristen for anmodning om prækvalifikation er den 1. december 2025.
Ordregiver forventer at vælge fire ansøgere til tilbuds- og forhandlingsfasen. Entreprenører skal kunne dokumentere en årlig omsætning på mindst 200 mio. kr. og en egenkapital på minimum 20 mio. kr. over de seneste tre regnskabsår.
Planen er, at kirkebygningen skal stå klar i 2028.