Henrik Holmris har været en markant skikkelse i Holmris B8 siden 1990érne, hvor han blev adm. direktør.
I 2021 tog han et trin ned for at blive kreativ direktør - og nu tager han et skridt længere ned.
Han er ikke længere en del af direktionen.
Det fremgår af CVR-registeret, og Holmris B8 bekræfter ændringen overfor Wood Supply.
Henrik Holmris skal fremover være brand ambassador.
- Det har været aftalt, siden vi solgte virksomheden til Mentha for to år siden, siger Flemming Windfeld, adm. direktør for Holmris B8.
Holmris B8 er en dansk møbelvirksomhed med en historie, der strækker sig over 100 år. Den fungerer som indretningsspecialist, der designer og sælger møbler til erhverv og institutioner.
I januar 2024 blev Holmris B8 solgt til kapitalfonden Mentha, men Henrik Holmris blev en del af ejerstrukturen i virksomheden sammen med andre ledende medarbejdere. Det er han stadig.
Henrik Holmris er tredje generation og barnebarn af stifteren Søren Holmris.
Ny direktør med fokus på logistik
Henrik Holmris bliver erstattet af Anders Brostrup Matthiesen, der kommer fra en stilling som driftsdirektør hos tæppeforhandleren Rugvista.
Han får ikke titlen af kreativ direktør, men skal have ansvaret for den del af organisationen, som Henrik Holmris i praksis har haft ansvaret for: Logistik, produktion og forsyningskæden.
- Vi sætter en stærk profil ind på vores operations, som er den post, Henrik egentlig har varetaget, siger Flemming Windfeld.
Ifølge direktøren tilfører Anders Brostrup Matthiesen ”en super stærk historik og kompetence inden for alt, hvad der hedder operations og supply chain” og skal drive en professionalisering af processer i takt med, at forretningen bliver større og geografisk mere kompleks.