Aldrig har der været så mange i arbejde i bygge- og anlægsbranchen.
Det tal vil kun fortsætte med at stige, og i 2026 runder antallet af kolleger et hjørne, som ikke tidligere er set i Danmark.
Sådan lyder en af konklusionerne på en splinterny prognose fra DI Byggeri.
- Det er et imponerende tal, og det skyldes jo i høj grad, at vi ser en stigende aktivitet inden for renovering, som vil trække beskæftigelsen de kommende år, siger Louis Konstantyner, chefkonsulent i DI Byggeri.
Hvis prognosen holder, vil det betyde, at antallet af beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen passerer 200.000 i 2026.
Godt nyt for branchen
Selvom stigningen af beskæftigede forventes at flade mere ud over de kommende år, tallet rigtig godt nyt, forklarer Louis Konstantyner.
For samtidig med at beskæftigelsen stiger, er der nemlig også udsigt til stigning i aktiviteten i branchen. Det betyder, at de kommende års stigende aktivitet vil kunne rummes.
- Antallet af beskæftigede matcher i højere grad byggeaktiviteten i forhold til, hvad vi har set de foregående år, siger Louis Konstantyner.
DI Byggeri forventer, at offentlige investeringer og store anlægsprojekter vil betyde flere beskæftigede de kommende år. Samtidig forventes det, at nybyggeriet vil opleve en gradvis stigning i aktivitet.
Et paradoks?
Prognosen viser dog også, at der fortsat er mangel på arbejdskraft, som historisk har været en stor begrænsning, særligt i anlægsdelen af branchen.
- Anlægsbranchen har haft et højt aktivitetsniveau de seneste år. Det er specielt de store projekter, som trækker aktiviteten, og det er særligt her, man har haft mangel på arbejdskraft.
I dag fylder mangel på efterspørgsel og mangel på arbejdskraft cirka lige meget som produktionsbegrænsninger.