Virksomheden Jens Schultz A/S – grundlagt i 1969 og i dag Sydfyns største, lokalt ejede byggemarkedsvirksomhed med en omsætning på omkring 200 mio. kr. – er fra årsskiftet indtrådt i XL-Byg.
- Vi går med i XL-Byg efter grundige overvejelser, fordi det giver både os og vore professionelle og private kunder flere fordele, forklarer direktør Thomas Skovlund Madsen til Ugeavisen Øboen.
Han peger blandt andet på, at virksomheden nu får adgang til en række nye koncepter, som kan lette arbejdet for håndværkerne på byggepladserne.
Jens Schultz A/S har tre afdelinger i Svendborg og Rudkøbing og realiserede i 2012 et overskud på 1,2 mio. kr. ud af en omsætning på knap 195 mio. kr.