23948sdkhjf

Klumme: Større kendskab til standarder vil styrke møbelbranchen

Jo større kendskab, der er til møbelstandarderne, desto bedre konkurrencevilkår får den danske møbelindustri, skriver formand Knud G. Andersen fra Furn-tech i dagens klumme.
Den systematiske danske deltagelse i standardiseringsarbejdet for møbler og inventar i CEN TC 207 (den europæiske standardiseringsorganisation), og i ISO TC 136 (den internationale standardiseringsorganisation) har ført til standarder, der i høj grad er en fordel for den danske møbelindustri.

Standarder på møbelområdet får større og større bevågenhed fra både myndighedernes og forbrugernes side. Det ses ikke kun i de offentlige udbudsspecifikationer fra blandt andet Finansministeriet og SKI, men også i forbindelse med lovgivning omkring produktsikkerhed og -ansvar.

Her skal det bemærkes, at det er en sikkerhed for virksomheden at have en anerkendt erhvervs- og produktansvarsforsikring. Desuden er de europæiske standarder én af grundpillerne i det indre marked, som sikrer varernes frie bevægelse i Europa.

Det bør dansk møbelindustri udnytte.

Producenter mangler den sidste dokumentation
Jo større kendskab, der er til møbelstandarderne, desto bedre konkurrencevilkår får den danske møbelindustri - og standarderne omfatter snart alle de møbler, der fremstilles.

Langt de fleste danske møbelvirksomheder fremstiller rigtigt gode møbler, som måske allerede opfylder kravene i standarderne. Men en del virksomheder ved det måske ikke. De mangler lige den sidste dokumentation, for eksempel en prøvningsattest.

Det er en fordel for alle i samfundet, at kendskabet til standarder udbredes mest muligt. Fælles forståelse for gode funktionelle møbler, styrke og holdbarhed. Mange møbelstandarder er omfattet af vores lovgivning med de pligter og rettigheder der så medfølger.

Viden skal gøres tilgængelig
Brancheorganisationen for Træ og Møbelindustrien, TMI, og serviceorganisationen Furn-tech har vedtaget, at de vil arbejde for udbredelsen af kendskabet til møbelstandarder. TMI vil sammen med DI udøve den politiske indflydelse i forhold til politikere og myndigheder, og Furn-tech vil varetage det teknisk, faglige område.

Furn-tech har allerede viden på det teknisk, faglige område, men det vil styrke hele møbelindustrien, når der samles mere viden fra enkeltpersoner, virksomheder og institutioner.

Guiden med krav til møbler til kontor, uddannelsesinstitutioner og det øvrige kontraktmarked, som findes på www.kravtilmobler.dk , er udarbejdet af konsulenter, som er tilknyttet Furn-tech. Og det arbejde, der udøves i det danske standardiseringsudvalg, S-256, varetages også af Furn-tech’s medlemmer og konsulenter.

Den nødvendige viden, der er tilstede, yderligere opsamling og viden, som fremadrettet genereres, skal gøres tilgængelig, løbende opdateres og redigeres, så formidlingen bliver moderne, overskuelig og nem at anvende.

Furn-tech igangsætter en videns-og informationsdel med det formål, at kunne informere om møbelstandarder, både dybt fagligt og på forbrugerniveau, således at alle interesserede kan få svar på relevante faglige spørgsmål.

Målet er en indgang til viden om møbelstandarder, hvor det meste findes på Furn-tech's servicenet og ellers er der links til andre relevante sites.
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.156