En mærkværdig og længerevarende retssag, der involverede Velux, rykkede tirsdag tættere på en afslutning.
Her fik en 70-årig tysk erhvervsmand med betinget dom på et år og otte måneders fængsel for sin medvirken til at have forsøgt at sælge Velux’ hemmelige forretningspapirer til en værdi af milliarder til den konkurrerende producent af lofttrapper og ovenlysvinduer, Fakro.
I et skriftligt svar til Building Supply erklærer direktør for ekstern kommunikation i Velux Gruppen, Stine Green Paulsen, sig tilfreds med dommen. Hos den danske vinduesgigant glæder man sig over, at sagen nærmer sig sin afslutning.
- Vi er meget tilfredse med, at mellemmanden valgte at tilstå og at retten som følge af dette valgte at idømme ham en betinget fængselsdom. Sagen har været meget længe undervejs, og vi ser frem til at kunne lægge den bag os, lyder det.
Dømt i 2020
Den spegede sag begyndte at tage form i 2016, da en daværende chef i Velux i samarbejde med den tyske erhvervsmand forsøgte at sælge fortrolige forretningsoplysninger til konkurrenten Fakro.
Mødet fandt sted på et hotel i Karlsruhe, hvor tyskerens dokument indeholdt en oversigt over tilgængelige hemmeligheder, herunder strategi, teknologi og mulige fabrikslukninger.
Dokumenterne blev udbudt til en pris på en mio. euro, men Fakro afviste handlen. Velux har vurderet, at et læk af forretningshemmelighederne kunne have kostet koncernen mindst fem mia. kr., hvis de var endt i konkurrentens hænder.
I 2020 blev den tidligere Velux-chef idømt to års fængsel i Retten i Helsingør, mens sagen mod den dengang 70-årige tysker blev afvist, da byretten mente, at den ikke havde straffemyndighed.
Landsretten ændrede dog afgørelsen i 2023 og sendte sagen retur til Helsingør, hvilket banede vejen for tirsdagens dom, hvor manden – modsat i 2020 – erkendte sig skyldig.
Ikke helt slut
Selvom enden på retsforløbet er nær, er sagen endnu ikke helt afsluttet.
Den tidligere Velux-chef, der blev dømt i 2020, har anket sin dom til landsretten, hvor sagen skal behandles i oktober i år. Efter tirsdagens dom er man i Velux mere fortrøstningsfuld i forhold til sagen i landsretten.
- Det er vores opfattelse, at denne afgørelse styrker anklagemyndighedens sag yderligere i ankesagen mod vores tidligere medarbejder, skriver Stine Green Paulsen.
Velux har salgs- og produktionsaktiviteter i 37 lande og beskæftiger cirka 12.000 medarbejdere verden over. Koncernen er ejet af VKR Holding A/S, som er ejet af Villum Fonden og medlemmer af Kann Rasmussen-familien.


