23948sdkhjf

48 fag til DM i Skills

Adgangsbilletten til DM i Skills 2014 er nu i hus for over 250 elever fra erhvervsuddannelserne, som skal dyste om godt håndværk og fagligt talent i Gigantium i Aalborg den 23.-25. januar.
I alt er 48 fag repræsenteret ved DM i Skills 2014. 29 af disse er med som konkurrencefag, mens 19 fag med udelukkende deltager som demonstrationsfag. De 250 deltagende elever har kvalificeret sig hen over året via først skolemesterskaber og siden regionale mesterskaber.

Udstillingsvindue for erhvervsuddannelserne
Det er fjerde gang, at DM i Skills - Danmarksmesterskabet for erhvervsuddannelser - finder sted. I SkillsDenmark, der står bag mesterskabet sammen med Aalborg Kommune og Region Nordjylland, glæder man sig til et brag af et mesterskab.

- DM i Skills giver eleverne fra erhvervsuddannelserne noget at stile efter og en mulighed for at kæmpe mod hinanden i faglighed. Først og fremmest er DM i Skills dog et udstillingsvindue henvendt til de mange unge, der skal til at vælge ungdomsuddannelse. Vi vil gerne vise dem, hvor mange muligheder der er på erhvervsuddannelserne. Og vi vil gerne fortælle dem, at erhvervsuddannelserne virkelig har noget godt at tilbyde, siger formand Jesper Juul Sørensen fra SkillsDenmark.

- Med en erhvervsuddannelse kan man både få job og løn som færdiguddannet i en tidlig alder, og man kan vælge at læse videre enten med det samme eller senere i livet, tilføjer Jesper Juul Sørensen.

Statsministeren åbner mesterskabet
Det er nødvendigt, at langt flere unge vælger en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse, og uddannelserne har da også stor politisk bevågenhed. Ved DM i Skills 2014 kommer både statsminister Helle Thorning-Schmidt og undervisningsminister Christine Antorini på besøg.

I Aalborg glæder man sig rigtig meget til at byde DM i Skills velkommen og til at vise de nordjyske unge de mange forskellige erhvervsuddannelsesfag i praksis udført af landets bedste elever.

- Det er uhyre vigtigt, at også flere af de nordjyske unge vælger en erhvervsuddannelse. Det er vigtigt, hvis vi skal fastholde arbejdspladser. Derfor er vi glade for at få DM i Skills til Nordjylland, siger Thomas Kastrup-Larsen, der tiltræder posten som borgmester ved årsskiftet.

Læs mere om mesterskabet og se konkurrence-programmet her .

Artiklen er en del af temaet DM i Skills.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125