23948sdkhjf

Trækirke på 672 ton flyttes fem kilometer

Minedrift har skabt risiko for jordskred og sammenstyrtninger, så Kiruna Kirke skal have ny placering

Efter mange års forberedelser er et enormt flytteprojekt tirsdag morgen begyndt i det nordlige Sverige.

Her skal Kiruna Kirke flyttes fem kilometer til Kirunas nye centrum, efter at minedrift i byen har øget risikoen for jordskred og sammenstyrtninger.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Kirken, der er opført i rødmalet træ, anses for at være én af Sveriges smukkeste. Den er fra 1912, vejer 672 ton og er 40 meter lang og bred.

Klokken 08 begyndte selve flytningen af kirken, som er blevet placeret i ét stykke på en trailer med mere end 220 hjul. Den skal fragtes ganske langsomt ad en specialanlagt vej til sin nye placering.

Hastigheden er 500 meter i timen.

Første etape af flytningen varer fra kokken 08 til klokken 11 efterfulgt af en times frokostpause. Herefter fortsætter arbejdet indtil klokken 17.30, hvor kirken forventes at være fremme ved endemålet.

Hele Kirunas centrum er allerede i fuld gang med at blive flyttet på grund af udvidelse af byens mine under den gamle bymidte.

Foreløbig er 23 kulturelle bygninger blevet flyttet i Kiruna, men kirken er med afstand den største bygning, der skal rykke til byens nye placering.

Ifølge TT er flere tusinde mennesker mødt op tirsdag morgen for at overvære flytningen, som kan følges på storskærm uden for kirken.

Selve kirken og vejen, der er anlagt til lejligheden, er spærret af for offentligheden, så kun personer, der er involveret i flytningen, kommer tæt på.

Inden kirken begyndte at rulle, blev den velsignet af biskoppen i Luleå, Åsa Nyström, og sognepræst Lena Tjärnberg.

- Vi er begejstrede og glade for at være her i dag, men jeg tror også, at folk vil være kede af det, fordi vi forlader et så smukt sted.

- Som sognepræst må jeg tage mig af begge sider, siger Lena Tjärnberg til TT.

Sveriges kong Carl Gustaf er blandt dem, der overværer flytningen af Kiruna Kirke. Han ankommer til byen klokken 10.40, og tirsdag eftermiddag deltager han i en gudstjeneste i et telt i Kirunas nye centrum.

Kongen besøger også slutdestinationen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078