23948sdkhjf

Dansk Design Center søger billigere adresse

Dansk Design Centers bestyrelse har besluttet at se sig om efter en billigere og mere funktionel adresse, hvor man sammen med partnere kan etablere et nyt kraftcenter for design.
Dansk Design Centers bestyrelse har besluttet at igangsætte en proces, som skal føre til at DDC i løbet af 2014 flytter adresse og afhænder bygningen på HCAB 27, hvor centret har haft adresse siden 2000.

DDC vil, i samråd med de øvrige organisationer, som bor i bygningen (bl.a. Danish Fashion Institute og INDEX: Design to Improve Life), begynde at lede efter et passende lejemål, som tillader at organisationerne fortsat kan have fælles adresse - med de synergier, dette har vist sig at have og vil kunne have i fremtiden. Flytningen til en ny adresse forventes at være sket senest om et år - inden udgangen af 2014.

Vil leje frem for at eje
Baggrunden for beslutningen er den økonomiske belastning, som bygningen på HCAB 27 er blevet for DDC gennem årene. Ved at flytte til et billigere lejemål kan der frigøres midler til en forøgelse af centrets aktiviteter og projekter, og ved at overgå fra at være ejer til at være lejer friholdes DDC for de økonomiske risici, som en løbende bygningsvedligeholdelse indebærer.

- Vi har implementeret den nye strategi, som DDC fremlagde for mere end et år siden, og vi kan nu se, at de udgifter og risici, der følger med at eje bygningen på H. C. Andersens Boulevard, ikke står mål med den brug vi kan gøre af de mange kvadratmeter. Bygningen er simpelthen designet til noget andet end det, vi bruger den til i dag. Det er derfor naturligt at tage konsekvensen og finde et lejemål, der passer til aktiviteterne og samtidig giver mulighed for at frigøre midler til at sætte yderligere fart på strategien, siger Lars Mikkelgaard Jensen, formand for Dansk Design Centers bestyrelse.

Beslutningen påvirker ikke DDCs aktuelle aktiviteter, som fortsætter som hidtil planlagt frem til flytningen. Med beslutningen har DDCs bestyrelse samtidig fastlagt balancerede budgetter for både 2014 og 2015, og der lægges ikke op til nedskæringer i personalet.

Bygningens cafe vil fungere uforandret helt frem til det tidspunkt, hvor en flytning til ny adresse finder sted. Det samme gælder bygningens funktion som design-showroom for en række samarbejdspartnere, som har bidraget til husets indretning. DDC vil i videst muligt omfang videreføre aftalerne med disse samarbejdspartnere på en ny adresse.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093