23948sdkhjf

Tømmertransport på strøm: Brian satser på el trods usikkerhed

Auning Transport har købt to ellastbiler, der skal transportere den tunge tømmer

Det var et af de mest opsigtsvækkende punkter på listen over tilskud til indkøb af ellastbiler, da modtagerne blev offentliggjort i efteråret 2024.

For selvom udviklingen er gået stærkt, så rimer skovbiler og tung tømmertransport stadig ikke på elektriske lastbiler. Alligevel var Auning Transport noteret for støtte til indkøb af to ellastbiler.

Og der er sat handling bag ordene. Vognmand Brian Graff har skrevet slutsedlen under og forventer at modtage sin første ellastbil til sommer - iklædt firmaets karakteriske gule og røde farver, klar til at køre træ.

- Ja, vi gør noget ved det, og vi regner med at få den leveret omkring 1. august, siger Brian Graff til Wood Supplys søstermedie Lastbil Magasinet.

- Jeg ved ingenting

Da Lastbil Magasinet talte med vognmanden i oktober, da tilskudspuljen lige var offentliggjort, havde han ikke helt overblik over, hvordan ellastbilen i praksis skal indsættes i de daglige opgaver for vognmandsfirmaet.

Fem måneder længere henne - og godt fire en halv måned før forventet levering - kunne man jo så tro, at Brian Graff havde planen klar for, hvordan den nye 2-akslede Mercedes-Benz eActros skal gøre gavn i butikken.

- Slet ikke. Som i overhovedet ikke, siger han.

- Nu har vi haft en kilometerafgift og meget andet, der lige skulle lande. Det har fyldt meget i de seneste måneder, men det er da noget, vi begynder at kigge på her i foråret, siger vognmanden.

 For køre, det skal den. Så meget, som den overhovedet kan.

- Den er dyr i indkøb, men det er jo på vejafgiften, at man virkelig kan spare noget med den. Hvis det kan lade sig gøre, skal den køre 20 timer om dagen, for jo flere kilometer den kører, jo billigere bliver den, siger Brian Graff.

Ingen skovture

Auning Transport ligger i Randers - nær fragtfirmaet Bach & Pedersen, som man har et tæt samarbejde med. Det er også medvirkende til, at vognmanden med nogenlunde ro i sindet kastede sig ud i indkøbet af en elektrisk lastbil.

- Den skal jo ikke ud og køre i skoven, men vi må kigge på et setup, hvor den kan køre nogle færdige trailerlæs. Og så kan det godt være, den skal køre noget fragt om natten. Det handler bare om at få den ud og køre og få nogle erfaringer med det her, siger Brian Graff.

Ud over en eActros 600 havde Brian Graff også fået tilskud til indkøb af en 3-akslet Scania 45R, som med en 4-akslet sættevogn kunne komme op på 56 ton. Det har dog længere udsigter - ikke mindst med tanke på, at Scanias batterileverandør, Northvolt, begærede sig selv konkurs onsdag morgen.

- Det sidste, jeg har hørt om levering på den, var i sommeren 2026. Og nu ved jeg ingenting om, hvad der kommer til at ske, konstaterer Brian Graff.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064