Fejedrenge kan igen feje i produktionen: - Det nytter at råbe op

Stemningen var mildest talt pessimistisk, da Wood Supplys søstermedie Metal Supply før jul spurgte SMVdanmark, om en ny bekendtgørelse om reglerne for unges fritidsjob ville gøre en reel forskel. Sproget i bekendtgørelsen blev ændret, men ville det betyde noget i praksis?
- Det ved vi ikke endnu, men Arbejdstilsynets tilgang har indtil nu været, at alle maskiner, som ikke er almindelige køkkenmaskiner, er farlige, og at de unge ikke måtte arbejde i rum, hvor de er. Og hvis det stadig er deres fortolkning, så vil regelændringen ikke gøre nogen forskel for industrivirksomhederne, sagde Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef hos SMVdanmark, dengang til Metal Supply.
Men meget kan ændre sig på halvanden måned, og SMVdanmark er i dag meget optimistiske omkring de nye regler, som trådte i kraft 1. januar. Det skriver Plastforum.
- Vi endte med at have en rigtig god dialog med ministeren og Arbejdstilsynet i forbindelse med høringen af den her bekendtgørelse. Arbejdstilsynet har også erkendt, at de har haft en utilsigtet stram praksis på det her område. Og især ministeren ønsker, at det nu skal stå klart, at produktionsvirksomheder godt må have fejedrenge- og piger, siger Rasmus Emborg, politisk konsulent hos SMVdanmark.
Med de nye regler må unge gerne feje om i for eksempel produktionshallen, hvis de bliver ordentlig instrueret i arbejdet, er under opsyn af en voksen, området er afmærket og maskinens knapperne dækket til. Det er en tilbagevenden til sund fornuft, mener Rasmus Emborg.
- Flere virksomheder har jo oplevet, at de har fået strakspåbud og har måttet fyre deres fejedrenge- og piger. Og det får virksomhederne til at holde igen, for ingen har lyst til at komme på kant med loven og få bøder. De nye regler bliver i højere grad baseret på sund fornuft, siger Rasmus Emborg.
En af de industrivirksomheder, Arbejdstilsynet åndede i nakken, var Genplast i Farsø. Indehaver Stig Nielsen fik i sommer besked på, at hans fem fejedrenge og -piger ikke måtte sætte deres ben i produktionen, hvilket betød enden på en fejedrengstradition hos Genplast.
- Jeg syntes selv, at jeg havde en fornemmelse af, hvad de godt må og ikke må. Men de må slet ikke være i produktionshallen, fordi der er farlige maskiner. Og så er det lige meget om de er tændt eller slukkede. Og så er konceptet ”fejedreng” jo død, sagde Stig Nielsen i september.
Men nu kan han med god samvittighed fortsætte med sine fejedrenge, hvilket han finder opløftende.
- Jeg er super glad for, at det går den rette vej. Hvis vi med god samvittighed kan give de unge medarbejdere interessante opgaver, så de føler, at de er til nytte, og de oplever, at vi reelt har behov for dem, så er målet nået. Jeg er dog ikke helt sikker på, at vi med de nye regler er helt i mål. Men vi er på vej, siger Stig Nielsen.
Genplasts indehaver havde i efteråret en "fornuftig og konstruktiv snak" med Arbejdstilsynet, der var blevet opmærksomme på hans opråb i Plastforum. Flere nordjyske lokalaviser skrev efterfølgende om sagen, der også afstedkom harmdirrende læserbreve. Faktisk nåede Stigs opråb helt op på ministerniveau, fortæller han. Og han fik lov at beholde sine unge medarbejdere.
- Det er mit indtryk, at alle er glade for, at reglerne ikke længere skal tolkes så rigidt, siger han. Han undrer sig dog stadig over, at han ikke må lade de unge mennesker slå græs.
- Man må køre en knallert, men man må ikke sidde på en græsslåmaskine. Det er da fjollet!, siger Stig Nielsen.
Under de nye regler ville Rasmus Emborg også selv turde at ansætte en fejedreng- og pige i en produktionsvirksomhed.
- Jeg ville godt turde ansætte fejedrenge. Jeg ville læse reglerne og ringe ind til Arbejdstilsynets hotline for at spørge, hvis jeg var i tvivl. Vi har stadig til gode at se, hvordan Arbejdstilsynet vil praktisere den her ændring. Men hvad vi kan læse, så vil man gå væk fra den her automatindstilling om, at det ikke er muligt. Har du instrueret den unge, har en voksen til at overvåge arbejdet og maskinens knapper tildækket, så er man godt på vej, siger Rasmus Emborg.Den 1. juli kommer der en yderligere lempelse af reglerne, og SMVdanmark håber, at de vil muliggøre at flere unge vil kunne arbejde i industrien.
Det seneste år har virksomheder indenfor både produktionsindustrien og autobranchen råbt op om de stramme regler for fejedrenge- og piger. Derfor er regelændringen også en sejr for dem, siger Rasmus Emborg.
- Det er et klokkeklart eksempel på, at det har nyttet noget at råbe op. Vi er blevet inviteret med ind af ministeren, der er blevet lyttet, og vi er blevet taget alvorligt. For der er et politisk ønske om at få flere fritidsjob ud i industrien. Og når virksomhederne så kommer med konkrete eksempler og afgørelser fra Arbejdstilsynet, så kan man virkelig rykke noget, siger Rasmus Emborg.