23948sdkhjf

268 har afgørende tilladelse: Forventer boom i opgaver med nye asbestregler

Nordjyder tror på øget efterspørgsel i kølvandet på krav om asbestautorisation

Hos S.P. Jensen fra Svenstrup ved Aalborg gør man klar til et regulært boom i asbestopgaver.

Det nordjyske service- og entreprenørfirma forventer nemlig øget efterspørgsel fra både privatkunder og kollegaer i byggebranchen, efter kravet om asbestautorisation er trådt i kraft ved årsskiftet. 

Derfor har S.P. Jensen investeret markant i uddannelse af håndværkere og nyt materiel for at være klar til at hjælpe kunderne med at overholde de nye regler, skriver firmaet i en pressemeddelelse.

- Vi hilser den nye lovgivning velkommen, fordi den skaber ens vilkår for alle og sikrer, at håndtering og fjernelse af asbestholdige materialer udføres på en forsvarlig og professionel måde, siger Lars Søndergaard Pedersen, der er QSHE & Bæredygtigheds Manager hos S.P. Jensen.

Kræver mange ressourcer

Den nye lovgivning indebærer, at nedrivning af asbestholdige materialer fra den 1. januar 2025 kun må udføres af virksomheder, som er autoriseret af Sikkerhedsstyrelsen.

Beskæftigelsesministeriet oplyser, at 268 virksomheder har opnået autorisation siden den 1. juli 2024.

En af dem er S.P. Jensen, og her peger man på, at det kræver mange ressourcer at leve op til de nye regler.

- For et lille håndværksfirma, som støder på asbest i ny og næ, er det en meget stor mundfuld, og konsekvenserne er store, hvis man ikke lever op til lovgivningen. Det vil afholde mange mindre firmaer fra selv at håndtere asbest i fremtiden. De vil i stedet bede sådan nogle som os om at tage sig af det. Så vi forventer helt klart en øget aktivitet på området, siger Lars Søndergaard Pedersen.

Flere anmeldelser

S.P. Jensen, som beskæftiger godt 140 medarbejdere, har blandt andet løbende sendt sine tømrere, VVS’ere og kloakfolk på efteruddannelse, og i starten af 2025 vil op mod 25 medarbejdere have gennemgået den obligatoriske arbejdsmiljøfaglige uddannelse. 

Hos S.P. Jensen oplever man generelt, at asbest fylder væsentligt mere i dagligdagen end tidligere.

Det er afgørende, at asbest bliver håndteret med den største forsigtighed Ane Halsboe-Jørgensen, beskæftigelsesminister (S)

Virksomheden sender i dag fem gange så mange prøver til analyse på grund af asbestmistanke som for fem år siden. Og hvor der dengang blev udført forholdsvist få asbestsaneringer, håndterer firmaet nu 60-65 sager årligt.

Alene i 2024 anmeldte S.P. Jensen over 60 tilfælde af asbestfund til Arbejdstilsynet. Langt størstedelen blev opdaget i forbindelse med udbedring af forsikringsskader.

Livsfarligt

De nye asbestregler blev vedtaget af et enigt Folketing i foråret 2024. Det betyder også, at private boligejere ikke selv må nedrive for eksempel et tag med asbest.

- Asbest kan være livsfarligt. Derfor er det afgørende, at asbest bliver håndteret med den største forsigtighed. Alligevel har der den seneste tid været for mange eksempler på, at asbest er blevet håndteret dybt uforsvarligt, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelse.

Hun henviser til et eksempel fra Sønderjylland, hvor en virksomhed ifølge ministeren "helt vanvittigt" havde hyret børn til at nedrive asbest. 

- Det viser tydeligt, at autorisationskravet er et vigtigt skridt i kampen mod ulovligt asbestarbejde, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Arbejdstilsynet vil fremover føre tilsyn med, at virksomheder, der nedriver asbest, har den nødvendige autorisation. 

Desuden vil Sikkerhedsstyrelsen kontrollere, om virksomheder overholder betingelserne for autorisation, ligesom det sker på andre områder med autorisationskrav.

Bøder for overtrædelse

Overtrædelse af kravet om autorisation kan medføre bøder til virksomheder, som i udgangspunktet vil ligge på 30.000 kroner, men bødeniveauet vil være højere i grove tilfælde.

-Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at arbejde med asbest sker med omtanke og med de rette sikkerhedsforanstaltninger. Vi gør det her for at beskytte de mange medarbejdere, der er ansat i virksomheder, som arbejder med asbest, men vi gør det også for, at færre private udsætter sig selv for det farlige asbeststøv, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Reglerne indebærer blandt andet, at virksomheder, der nedriver asbest, skal have en fagligt ansvarlig med den nødvendige uddannelse til at sikre, at reglerne overholdes. 

Virksomhederne skal også fremover have et kvalitetsledelsessystem, hvor de skal beskrive, hvordan de arbejder med nedrivningen af asbestholdigt materiale, og der skal også være en slutevaluering af, om arbejdet er udført efter reglerne.

Fakta om asbestautorisation

  • Fra den 1. januar 2025 skal en virksomhed være autoriseret af Sikkerhedsstyrelsen for at nedrive asbestholdigt materiale.
  • Ikke-autoriserede virksomheder og private personer må fortsat udføre kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter som for eksempel nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader eller enkelte fliser fastgjort med asbestholdigt fliseklæb.
  • For at opnå autorisation skal en virksomhed have et forhåndsgodkendt kvalitetsledelsessystem og en godkendt fagligt ansvarlig tilknyttet i minimum 30 timer om ugen.
  • Kvalitetsledelsessystemet skal beskrive, hvordan virksomheden arbejder med nedrivning af asbestholdigt materiale. Se liste over godkendte kontrolinstanser her: sik.dk
  • Den fagligt ansvarlige skal sikre, at opgaver, der kræver asbestautorisation, er bemandet korrekt, at der føres tilstrækkeligt tilsyn, og at arbejdet udføres efter Arbejdstilsynets regler om asbest.
  • For at blive godkendt som fagligt ansvarlig skal en person gennemføre AMU-uddannelsen i arbejde med nedrivning af asbestholdigt materiale med kompetencegivende prøve (fire dage) og en supplerende AMU-uddannelse for fagligt ansvarlige med autorisationsprøve (to dage).
  • Sikkerhedsstyrelsen administrerer autorisationsordningen og fører et autorisationsregister over virksomheder, der er autoriseret til at nedrive asbest.

(Kilder: Arbejdstilsynet og Sikkerhedsstyrelsen)

Se nøgletal for:
Læs mere om: nedrivning lovgivning
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.465