23948sdkhjf

Møbelleverandør med fremgang i vanskeligt marked: ”Vi præsterer i en liga for sig”

Direktøren er meget tilfreds med årets resultat hos Daarbak Group 

Både omsætningen og indtjeningen falder for Daarbak Group, men det kan stort set tilskrives én ting: Salg af virksomhedens kopi- og printdivision.

Indtægterne og omsætningen fra denne afdeling af virksomheden, som blev solgt til Digital Group A/S i 2022/23, bliver ikke længere medregnet i virksomhedens regnskab.

Møbel- og kontorleverandørens omsætning falder således fra 1,052 mia. kr. til 994 mio. kr. i det seneste regnskabsår, som strakte sig indtil 31. august. I samme periode er indtjeningen faldet fra 120,5 mio. kr. til 96,6 mio. kr.

Hvis man udelukkende kigger på EBITDA, som er resultatet af den primære drift, er indtjeningen steget med 2,5 mio. kr., når man ser bort fra kopi- og printdivisionen. 

Finn V. Nielsen, der er Daarbak Groups adm. direktør, kalder da også resultatet for ”utroligt flot”.

- Det er vildt flot, at vi år efter år kan præstere i en liga for sig, siger han til Wood Supply, hvorefter han løfter sløret for, hvad han siger til medarbejderne internt i virksomheden:

- Jeg plejer at sige, at det er nemt nok at være nr. 1 i et enkelt år, men det er svært at være på toppen i en branche igennem mange år. Vi forsøger at blive ved med at være dét, og mine medarbejdere synes nok, at jeg kan blive lidt for utålmodig, når jeg vil have forbedret tingene, selvom det går rigtig godt. Men man skal blive ved med at kigge efter forbedringer, hvis man ikke vil indhentes af sine konkurrenter og kollegaer.

Kopi- og printdivision bestod primært af teknikere, der fiksede kundernes printere.

Vanskelige markedsforhold

Daarbak Group er en fusion af Scan Office Group A/S og Mogens Daarbak A/S. I 2021 blev disse to virksomheder fusioneret til ét selskab, som leverer alt fra kontorartikler, møbler og emballageprodukter til arbejdspladser.

Det er dog kun halvdelen af faldet i omsætningen, som kan tilskrives salget af kopi- og printdivision.

- Derudover har koncernen været udfordret af vanskelige markedsforhold, herunder tendenser som hybridarbejde, inflation, lavere byggeaktivitet og geopolitiske konflikter, som samlet set har skabt mere udfordrende vilkår end tidligere, lyder det i ledelsesberetningen.

Resultatet bliver kaldt tilfredsstillende og på linje med de skitserede forventninger.

Flere årsager 

Daarbak Group forventer også svære markedsvilkår i det nye regnskabsår og et resultat i samme størrelsesorden. De svære markedsvilkår skyldes flere faktorer ifølge direktøren:

- Det bunder mest i krigen i Ukraine, og der er også Vesteuropas problemer med at konkurrere. Danmark er kæmpe leverandør til Tyskland, og den tyske bilindustri har eksempelvis store problemer. Vi kan tydeligt mærke, hvordan det påvirker danske virksomheder. Der er desuden nedgangstider i byggeriet, og det påvirker også vores branche en del, siger Finn V. Nielsen.

Det er særligt med ovenstående in mente, at han er glad for regnskabsårets resultat.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078