23948sdkhjf

Snedkerfirma får ny medejer med tung brancheerfaring

Tømrer- og snedkervirksomheden Kastberg i Aars har fået nyt blod i både organisationen og ejerkredsen

46-årige Thomas Vestergaard Lundtoft er tiltrådt som projektdirektør og medejer.

Med hans indtræden består ejerkredsen nu af tre personer: Tilbudschef Peter T. Laustsen, direktør og stifter Hans-Jørgen Kastberg samt Thomas Vestergaard Lundtoft, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Thomas Vestergaard Lundtoft bringer solid erfaring fra entreprenør- og byggebranchen med sig. Han kommer fra en stilling som afdelingschef hos HP Byg A/S, hvor han ledede virksomhedens vest-afdeling. 

- At blive en del af Kastberg og samtidig medejer var en unik mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg kendte allerede Kastberg for deres ordentlighed og stærke omdømme i branchen, og så har jeg også en relation til Peter Laustsen fra vores fælles baggrund som tømrer- og bygningskonstruktører, udtaler Thomas Vestergaard Lundtoft. 

Thomas Vestergaard Lundtoft har allerede haft et år hos Kastberg til at falde til og afprøve samarbejdet, inden medejeraftalen blev aktiveret.

Fokus på totalentrepriser

Med tilgangen af Thomas Vestergaard Lundtoft intensiverer Kastberg sit fokus på totalentrepriser. Han skal især bidrage med sine kompetencer til de større projekter og sikre, at de leveres i den aftalte kvalitet, tid og pris.

- Kastberg arbejder med både del-, hoved- og totalentrepriser, men jeg skal være med til at styrke indsatsen på totalentrepriser, hvor vi har et stort potentiale, udtaler Thomas Vestergaard Lundtoft.

Han fremhæver også, at han ser frem til at arbejde i en lokal virksomhed, hvor opgaverne spænder bredt:

- Det er spændende at være en del af en organisation, hvor jeg har mange forskellige roller. Det gør jobbet både udfordrende og varieret på den gode måde.

Stærkt samarbejde

Direktør og medejer Hans-Jørgen Kastberg glæder sig over tilføjelsen af Thomas Vestergaard Lundtoft til ejerkredsen:

- Vi får styrket virksomheden med både faglige og ledelsesmæssige kompetencer. Derudover er Thomas et passioneret og engageret menneske, som passer perfekt til vores værdier.

Hans-Jørgen Kastberg nævner også, at ejerkredsen på sigt muligvis kan blive udvidet yderligere. I dag ejer han selv 75% af virksomheden, mens Peter T. Laustsen og Thomas Vestergaard Lundtoft ejer henholdsvis 15% og 10%.

Med Thomas Vestergaard Lundtoft ombord er Kastberg A/S klar til at tage næste skridt i virksomhedens udvikling og styrke sin position i byggebranchen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063