23948sdkhjf

Tømmerhandel i anden udvidelse på to år

Davidsen har vind i sejlene i Grindsted, hvor byggecenterkæden nu sætter gang i endnu en udvidelse

For anden gang på bare to år gør Davidsens Tømmerhandel i Grindsted klar til at udvide. Denne gang vokser håndværkerbutikken med 600 nye kvm, mens der tilføjes 200 ekstra kvm opvarmede lagerfaciliteter, og også eksisterende rammer får en overhaling med ny facade, indgangsparti, vinduer, gulve, døre og inventar.

- Siden min start som trælastdirektør i Grindsted sidste år er opbakning og efterspørgslen fra vores mange trofaste kunder kun vokset. Vi vil rigtige gerne gengælde interessen, og det gør vi blandt andet ved at skabe endnu bedre rammer i butikken, fortæller Piratheepan Sivanyanam, trælastdirektør hos Davidsens Tømmerhandel i Grindsted, i en pressemeddelelse.

Mens udvidelsen fordobler butiksarealet, bliver der nu også plads til endnu flere varenumre i sortimentet, som desuden skræddersyes til den lokale efterspørgsel. 

- Vi forøger mere eller mindre alle vareområder i forbindelse med udvidelsen. Det betyder, at vi øger med 4.000 varenumre fordelt på alt fra entreprenør, maling, VVS & tilbehør, el, have, grill og større udstilling af fliser, gulve, bad møbler samt køkken. Det nye varesortiment er desuden tilpasset efter, hvad vores lokale kunder generelt efterspørger, så vi fortsat kan imødekomme deres ønsker og krav, siger Piratheepan Sivanyanam.

Over den seneste tid har trælasten desuden ansat fire nye medarbejdere, som skal være med til at imødekomme den voksende interesse i lokalområdet, og ifølge trælastdirektøren forventes den opadgående kurve at fortsætte.

- I 2023 udvidede vi trælasten med to haller, og vi har stor tiltro til, at vi kan fortsætte den gode udvikling med de nye investeringer. På den måde ønsker vi at fremtidssikre afdelingen og forhåbentlig bidrage til yderligere vækst i lokalområdet, siger Piratheepan Sivanyanam.

Butikkens åbningstider påvirkes ikke af arbejdet med udvidelsen og renoveringen. Begge dele forventes at stå færdig i marts næste år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.069