Vinduesproducent investerer millioner i nyt anlæg
Vinduesproducenten Bøjsø har investeret i et nyt maleanlæg, og det skal særligt give to fordele:
En optimeret maleproces og en langt mere smidig kvalitetskontrol, hvor både flaskehalse og fragt minimeres.
Den Inwido-ejede vinduesproducent er specialiseret i koblede vinduer og forsatsvinduer til ældre og bevaringsværdige ejendomme, og det stiller store krav til kvalitet og finish i de færdige produkter.
Bøjsø vil ikke oplyse til Wood Supply, hvad anlægget præcist har kostet, men fortæller, at det er en investering på flere millioner kroner.
- Med vores nye maleanlæg er der færre hænder, der skal håndtere og flytte rundt på hvert produkt, og samtidig får vi endnu bedre mulighed for at kaste et ekstra grundigt falkeblik på de nymalede elementer og udbedre eventuelle unøjagtigheder med det samme, udtaler Lasse Sørensen, direktør i Bøjsø døre & vinduer, i en pressemeddelelse.
- Maleanlægget gør os desuden endnu mere fleksible igennem hele produktionen og åbner for flere kompetencemuligheder i huset, så vi kan hjælpe hinanden i de forskellige dele af processen.
Bøjsø leverer skræddersyede vindues- og dørløsninger til sine kunder, og på samme måde er det nye maleanlæg også skræddersyet til Bøjsøs produktion, hvor dørene og vinduerne har mange detaljer.
Det er virksomheden Moldow, en af producent af blandt andet filteranlæg, industriventilation og maleanlæg, som har leveret anlægget til Bøjsø, der er tilpasset efter vinduesproducentens specifikke behov
Maleanlægget har været nogle måneder undervejs og er netop installeret og idriftsat hos Bøjsø.