Møbelproducenter åbner fælles showroom
En kontormøbel-producent og et møbeltekstilfirma vil sammen sætte "nye standarder for indretning og design i Danmark".
Derfor åbner de et fælles showroom i København. Virksomhederne er Dencon og Nevotex Danmark.
Showroomet vil fungere som en dynamisk platform, hvor indretningsfirmaer, arkitekter og designere kan opleve de nyeste trends inden for møbeldesign, materialer, læder og tekstiler. Samtidig vil det være et kreativt rum, hvor kunderne kan hente inspiration og få skræddersyet rådgivning til deres projekter.
- Vi ser store muligheder i at samle vores kompetencer og produkter under ét tag. Ved at kombinere Dencons ekspertise inden for funktionelle og æstetiske kontormøbelløsninger med Nevotex’ brede udvalg af kvalitetstekstiler, kan vi tilbyde en enestående service til vores fælles kunder, udtaler Henrik Damtoft Nielsen, direktør hos Dencon, i en pressemeddelelse.
Startede under designfestival
Samarbejdet mellem Dencon og Nevotex Danmark blev først introduceret under årets "3 Days of Design" i København, hvor begge virksomheder præsenterede deres vision for fremtidens indretning. Virksomhederne har efterfølgende valgt at videreføre samarbejdet som et fast partnerskab.
Hos Nevotex Danmark deler de begejstringen.
- Dette samarbejde er en naturlig forlængelse af vores fælles vision om at bringe de bedste løsninger inden for design og indretning til markedet. Vores fælles showroom i København bliver en central hub, hvor design og funktionalitet mødes, udtaler Signe Fryland, direktør hos Nevotex Danmark, i en pressemeddelelse.
Som en del af samarbejdet vil Dencon og Nevotex Danmark også afholde en række arrangementer målrettet indretningsfirmaer og arkitekter. Disse arrangementer vil fokusere på at dele viden om de nyeste tendenser, materialer og teknologier inden for indretning og design. Målet er at skabe et fællesskab, hvor branchen kan udveksle ideer, få inspiration og udvikle innovative løsninger sammen.