23948sdkhjf

Nu vil byggecenterkæde tage skraldet

Med en ny take-back løsning vil Davidsens Tømmerhandel sikre plastaffald fra landets byggepladser nyt liv

100 tons plastaffald. Så meget emballagefolie vil Davidsens Tømmerhandel med kædens nye take-back ordning indsamle, inden 2024 bliver til 2025.

Via et nyt samarbejde med BetaPack, vil byggecenterkæden gøre det nemmere at frasortere den emballagefolie, der i dag oftest lander blandt andet affald på landets byggepladser, så den i stedet kan genanvendes. For ifølge Mikkel Bang Hedelund, bæredygtighedschef hos Davidsen, er der stort potentiale.

- Byggeplastemballage har en høj kvalitet med stort genanvendelsespotentiale, hvis det holdes separat fra andet plastikaffald, fortæller han i en pressemeddelelse.

- Med indsamlingen kan vi genanvende minimum 90 procent af plastikken, og vi genanvender der, hvor vi kan erstatte mest muligt jomfrueligt materiale, lyder det videre.

Med den nye ordning tilbyder Davidsen at tage plastaffald med retur fra store som små byggepladser, når lastbilerne afleverer materialer, ligesom kædens kunder selv kan indlevere den kasserede emballage i kædens forretninger.

- Den nye take-back løsning er en landsdækkende service, hvor entreprenørerne køber retursække i en af vores afdelinger, som fyldes op med emballageaffald på byggepladsen. Når vores lastbiler leverer nye materialer, tager de affaldsressourcen med retur til genanvendelse, forklarer Mikkel Bang Hedelund.

Bliver til nye byggematerialer

BetaPack sender den indsamlede emballagefolie videre til virksomhedens samarbejdspartner Conkret i Polen, som ifølge samarbejdspartnerne er en af Europas førende aktører inden for genanvendelse af PE-plast, og her bliver plasten vasket og inddelt i fraktioner alt efter kvalitet.

Og selvom køreturen til Polen er lang, giver det setup ifølge BetaPacks administrerende direktør Jens Thomsen god mening.

- Som leverandør af plastmaterialer har vi et ansvar for at sikre den størst mulige recirkulering, og det betyder, at vi skal sende plasten derhen, hvor de bedste kompetencer er. For PE-plast kan genanvendes igen og igen, hvis det sorteres ordentligt, og det er noget som vores samarbejdspartner Conkret har mange års erfaring med, fortæller han og fortsætter:

- Endnu bedre er det, at det PE-plast, vi returnerer, bliver genanvendt til at producere nye byggematerialer for BetaPack som dampspærre, afdækningsfolier, murfolier og grundmursplader.

Ifølge Jens Thomsen kræver det stærke partnerskaber, hvis plasten fra landets byggepladser skal finde vej tilbage i loopet.

- Og her er samarbejdet med Davidsen en gylden mulighed for at udbrede mere sortering og sikre en opbakning fra entreprenørerne og håndværkerne, så vi kan begynde at recirkulere mere plast så højt oppe i værdikæden som muligt, for at bevare plastens værdi, siger han.

Den nye løsning er netop blevet lanceret, og det er muligt at købe returposer i Davidsen-afdelinger i hele landet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078