Organisationer: Brandfrygt må ikke afholde os fra at udnytte træets fordele
Indlægget er udtryk for skribenternes egne holdninger.
I en nylig artikel fra Dansk Brand- og sikringsinstitut (DBI) fremlægger ph.d.-studerende Ahmed Ali Awadallah resultaterne fra en undersøgelse, der peger på en øget brandrisiko ved brug af træoverflader i byggeri.
Ifølge rapporten stiger risikoen markant, når mere end 20 procent af overfladerne i et rum består af træ. Selvom denne konklusion kalder på forsigtighed, er det vigtigt at anlægge et bredere perspektiv, når vi vurderer træ som byggemateriale.
Det er vigtigt at understrege, at personsikkerheden ikke nødvendigvis sættes over styr med en større anvendelse af træ i byggeriet.
Et blik mod Sverige viser, at landet har en højere andel af træbygninger end Danmark, men samtidig færre dødsbrande pr. indbygger. Dette indikerer, at det er muligt at bygge sikkert med træ, når de rette brandsikringsforanstaltninger er på plads. Sveriges erfaringer kan tjene som inspiration og bekræfter, at træbyggeri kan være både sikkert og effektivt.
Inventaret er den afgørende faktor
Selvom vi medgiver, at der er en højere varmeudvikling i rum med træoverflader, er det vigtigt at bemærke, at den største varmeudvikling under en brand typisk kommer fra bygningens inventar - uanset om bygningen er opført i træ eller i konventionelle materialer.
Møbler, tæpper, gardiner og andre indretningsgenstande udgør en stor brandbelastning, og dette er en faktor, der ofte er ens, uanset hvilket byggemateriale der er anvendt.
Samtidig kan moderne brandsikringssystemer som sprinklere og brandhæmmende belægninger effektivt kontrollere og slukke brande i alle slags bygninger. Kombinationen af træets naturlige forkulning, forudsigelige brandudvikling og avancerede brandsikringsteknologier sikrer, at træbygninger kan være lige så sikre som bygninger opført i mere konventionelle materialer som beton og stål.
Bæredygtighed og klimafordele
Træ er et fornybart og klimavenligt byggemateriale, der binder kulstof og dermed hjælper med at reducere vores samlede CO2-aftryk. I en tid, hvor bæredygtighed er afgørende, bidrager træløsninger ikke kun til at reducere klimabelastningen, de medvirker også i en cirkulær økonomi.
Træbyggeri kan og bør spille en central rolle i vores bestræbelser på at skabe en bæredygtig fremtid.
Herhjemme er der fortsat en række barrierer, der bremser udviklingen imod øget brug af biogene og træbaserede byggematerialer, blandt andet en overdreven frygt for brand.
Derudover kan brugen af træ i bygninger forbedre indeklimaet og øge beboernes velvære. Naturlige materialer som træ kan reducere stress og skabe et mere behageligt miljø, hvilket kan have positive effekter på både fysisk og mental sundhed.
Dette er en ofte overset fordel, der gør træbyggeri attraktivt i både bolig- og arbejdsmiljøer.
Et økonomisk attraktivt valg
Træbyggeri kan være mere omkostningseffektivt og hurtigere at udføre end konventionelle byggemetoder. Præfabrikerede træelementer kan hurtigt monteres, hvilket reducerer byggetiden og de samlede byggeomkostninger. Dette gør træ til et økonomisk attraktivt valg for mange byggeprojekter, som vi allerede ser i flere af vores nabolande.
At det i mange tilfælde både kan være miljømæssig, men også økonomisk vinding at hente ved at reducere et byggeprojekts klimaaftryk, er for nyligt dokumenteret i rapporten ”CO2-besparelser og omkostningseffektivitet ved træbyggeri'.
Herhjemme er der fortsat en række barrierer, der bremser udviklingen imod øget brug af biogene og træbaserede byggematerialer, blandt andet en overdreven frygt for brand.
Træbranchen har derfor igangsat et projekt, der skal tilvejebringe og samle ny og eksisterende brandteknisk dokumentation og erfaringsdeling inden for brugen af træ og biobaserede løsninger i byggebranchen.
Der er nemlig ingen grund til, at frygten for brandrisiko, som kan håndteres, skal afholde os fra at udnytte de mange fordele, som træbyggeri tilbyder.
Artiklen er en del af temaet Klumme.