23948sdkhjf

14 praktikker er blevet til ti fastansatte hos modulproducent

Hos Scandi Byg i Løgstør har et kommune-samarbejde bragt ti langtidsledige og nyuddannede i fast job på fabrikken

Gennem de seneste 12 måneder har Scandi Byg sikret sig ti nye fuldtidsansatte ad utraditionel vej.

Via et samarbejde med Vesthimmerlands Kommune og Jammerbugt Kommune har modulproducenten nemlig fået kontakt til langtidsledige og nyuddannede borgere, der er klar til praktik eller jobprøvning, og af 14 praktikforløb er de ti altså endt med en fastansættelse.

- Borgerne, vi får i praktik, er af den ene eller anden grund gledet ud af arbejdsmarkedet. Måske har de haft en dårlig oplevelse på en tidligere arbejdsplads, eller de kan være på vej tilbage fra en sygemelding. Når de kommer til Scandi Byg, får de mulighed for at viske tavlen ren og starte på ny, udtaler Henrik Lundgaard Jensen, produktionschef i Scandi Byg, i en pressemeddelelse.

- Andre af vores praktikanter er nyuddannede, som har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet grundet manglende erfaring. Det vigtigste for os er, at borgerne har den rette indstilling, og at de er friske på at lære nye ting og prøve sig selv af, lyder det videre.

Står klar med åbne arme

Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der er en stigende tendens til, at ledige på eksempelvis kontanthjælp eller uddannelseshjælp kommer tilbage på arbejdsmarkedet. I 2022 kom mere end 4.000 udsatte ledige i job landet over, og det er en tendens, modulproducenten i Løgstør gerne vil være med til at underbygge.

- Hos Scandi Byg er det naturligt for os at tage et socialt ansvar, og derfor vil vi gerne samarbejde med kommunerne om at hjælpe borgere ud på arbejdsmarkedet. Praktikforløbet hos os giver den enkelte borger mulighed for at blive opkvalificeret, men formålet er også, at vi så vidt muligt kan tilbyde en fastansættelse efterfølgende, siger Henrik Lundgaard Jensen.

Og det er en tilgang man sætter pris på i Vesthimmerlands Kommune, hvor Rikke Diana Fournais, virksomhedskonsulent og vejleder hos Center for Kompetence og Afklaring, generelt oplever stor velvilje fra virksomhederne.

- Vi er meget heldige i Vesthimmerlands Kommune, for mange af virksomhederne i kommunen tager et stort socialt ansvar og hjælper aktivt med at få borgerne på arbejdsmarkedet. Scandi Byg er en af de virksomheder, og vi oplever en parathed fra dem, hvor det mere handler om kemi end borgernes uddannelse og kompetencer – det betyder, at vi kan få mange forskellige i praktik eller jobafprøvningsforløb, og det sætter vi naturligvis stor pris på, fortæller hun og fortsætter:

- Nogle af borgerne i praktikforløb er kommet langt væk fra arbejdsmarkedet, og man kan se, at det betyder meget for dem, når de kommer i job. De borgere, som kan have svært ved at præsentere sig selv, har også en stor værdi i, at virksomheder som Scandi Byg står klar med åbne arme, så de får mulighed for at vise deres kompetencer.

Har fået kæmpe smil på læben

En af de praktikanter, som har haft glæde af et praktikforløb hos Scandi Byg, er Marcus Dall Viese. Efter en arbejdsulykke fik han en sygemelding, men praktikforløbet hos Scandi Byg gav ham troen tilbage og tilbud om en fastansættelse.

- På grund af en arbejdsulykke var jeg sygemeldt i et halvt år og fik derefter mulighed for en rolig opstartsperiode og praktikforløb i Scandi Byg, fortæller Marcus Dall Viese, der startede med at lave skillevægge i to timer tre gange om ugen.

- Og jeg var helt ærlig i tvivl, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Men efter to uger kunne jeg klare opgaverne selv, og jeg kom gradvist op på flere timer om ugen, og det har givet mig et kæmpe smil på læben. Nu har jeg lige takket ja til en fast stilling på 30 timer om ugen hos Scandi Byg, og det er jeg meget stolt over.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.145