For første gang nogensinde: Limtræ godkendt til bærende udendørskonstruktioner
Vi kommer til at se mere træ i byggeriet de kommende år. Det peger flere parter i hvert fald på i kølvandet regeringens nye klimakrav.
Og måske bliver det nu nemmere at anvende træ flere steder i byggeriet takket være Lilleheden og Superwood.
De to trævirksomheder er gået sammen om at udvikle et gennemimprægneret limtræsmateriale, som for første gang nogensinde er blevet godkendt til brug i udendørs bærende konstruktioner - uden yderligere beskyttelse.
- Gennemimprægneringen betyder, at limtræet ikke skal beskyttes med eksempelvis en klimaskærm eller maling. Det giver nye æstetiske muligheder, som vi mener, der er behov for i en tid, hvor byggerier med bærende konstruktioner i træ vinder frem, udtaler administrerende direktør hos Lilleheden, Hans Henrik von Platen-Hallermund i en pressemeddelelse.
Eneste i verden
Limtræet er altså det første af sin slags, og det er takket være Superwood, der ifølge pressemeddelelsen som "de eneste i verden" kan gennemimprægnere grantræ, så det kan modstå vind og vejr. Ifølge administrerende direktør Ole Dalsgård Nielsen sker det ved hjælp af en speciel metode, som trænger hele vej ned gennem tværsnittets lag og dermed mangedobler træets holdbarhed uden at "opfugte træet".
- Det har selvfølgelig en positiv indflydelse på den produktspecifikke EPD, som vi har fået udarbejdet for at gøre det så simpelt som muligt for entreprenører og bygherrer at indregne limtræet i deres LCA-beregninger, udtaler direktøren.
Han fortæller desuden, at flere projektkunder allerede har taget godt imod Superwood Lilleheden Limtræ, som da også allerede er leveret til flere konstruktioner i Skandinavien. Nu tager man så det brede skridt ud hos forhandlere i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.
Lilleheden er en del af koncernen Nordic Wood Industries, der de sidste fem år har været på en omfattende opkøbstur. Superwood beskæftiger cirka 35 medarbejdere i den midtjyske by, Hampen.