To fejrer 80 år hos vinduesproducent
Der er samlet i alt 80 års erfaring og viden om vinduesproduktion hos Henning Nielsen og Flemming Iversen. De har begge i maj måned rundet hvert sit 40-års jubilæum hos Outrup Vinduer & Døre, men ingen af dem har planer om at stoppe lige foreløbig.
Dels fordi de med deres henholdsvis 59 og 57 år har en del år tilbage på arbejdsmarkedet inden pensionsalderen, men især fordi de begge stadig er rigtig glade for jobbet og kollegerne.
- Outrup er en god arbejdsplads, hvor der er et godt sammenhold med kollegerne, og når man er godt tilfreds, er der jo ikke rigtigt nogen grund til at søge videre, siger Henning Nielsen i en pressemeddelelse.
Han startede oprindeligt som arbejdsdreng efter skoletid og har løbende tillært sig nyt i virksomheden på Mors.
- Jeg har prøvet flere forskellige typer opgaver og afdelinger, og i dag arbejder jeg i montage-afdelingen, hvor jeg monterer glas og lister, som er et af de sidste led i produktionsprocessen. Det er meget tilfredsstillende at stå med det færdige resultat, ikke mindst når det er ekstraordinære projekter som for eksempel buede eller skrå elementer, der er vældig flotte, siger Henning Nielsen, der bor i Sundby på Mors.
Stor udvikling
Outrup Vinduer & Døre blev grundlagt i 1968 på Mors, hvor vinduer og døre fra virksomheden stadig bliver produceret i dag. Fabrikken har løbende udviklet sig inden for maskiner og teknologisk udstyr, samtidig med at det gode håndværk fortsat spiller en vigtig rolle. En udvikling, som Henning Nielsen og Flemming Iversen nu har kunnet følge i fire årtier.
- Jeg kom i lære som maskinsnedker hos Outrup efter at have været arbejdsdreng. Jeg er vokset op stort set ved siden af fabrikken, så min far skaffede mig jobbet og siden lærepladsen, hvilket passede mig fint, for jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg ville efter folkeskolen, fortæller Flemming Iversen.
- Jeg befinder mig rigtig godt i maskinafdelingen, hvor jeg har fulgt den teknologiske udvikling på tætteste hold. Jeg har været med til at lave programmerne til et par maskiner, og jeg kan rigtig godt lide at nørde med teknologien og at lære nye maskiner at kende løbende, lyder det videre fra jubilaren, der desuden fremhæver de gode kolleger som en vigtig del af jobbet.