23948sdkhjf

Karup Design hiver kritiseret virksomhed i retten

Karup Design og Liewood er enige om, at der er sket plagiat, men ikke om erstatningsbeløbet 

Sidste år opdagede Karup Design, at interiør- og designvirksomheden Liewood solgte en stol, der var nærmest identisk med deres Nido-stol - bare under navnet Rudi og væsentligt billigere. 

Nu har den Herning-baserede designvirksomhed valgt at sagsøge Liewood i sagen om plagiat. 

Det skriver DetailWatch.

En af designerne bag Nido-stolen, Anders Backe, beskrev i efteråret Liewoods Rudi-stol som en "åbenlys kopi" på sin Linkedin-profil.  

”Tak, Liewood, for den store anerkendelse af vores møbeldesign!
Det ville dog klæde jer at finde en anden måde at vise det på," skrev han dengang. 

Efterfølgende udtalte Liewoods ejer og stifter, Anne Marie Lie Norvig, til B.T., at Liewood var trådt over stregen, og derfor ville trække stolen tilbage fra markedet. 

Kompensationen kradser

Men selvom der altså er enighed om, at Liewood har plagieret Karup Design, kan de to parter ikke nå til enighed om kompensationen og navnlig dens størrelse. 

- Der har været en dialog undervejs, men der er ikke enighed i spørgsmålet om erstatningens størrelse, så det er grunden til , at sagen nu kører, siger Martin Hjelm Kristensen, advokat for Karup Design, til Detailwatch. Han afviser at uddybe de præcise økonomiske krav. 

B.T har tidligere afdækket, hvordan flere danske designvirksomeder som Petites Pommes, Minor Things og Units har beskyldt Liewood for at kopiere et eller flere af deres produkter. 

Dengang svarede Anne Marie Lie Norvig til B.T, at det er vigtigt for hende at respektere andres rettigheder. 

"Vi lever af design, og vi har brugt lang tid og mange ressourcer på at opbygge en stærk og genkendelig designidentitet, som vi i videst muligt omfang gerne vil beskytte og holde unik". 

Liewoods advokat, Claus Barett Christiansen fra Bech-Bruun, er ikke vendt tilbage på Finans.dk's henvendelser. 

Liewood er grundlagt i 2016 og omsatte i 2022 for 383 millioner kroner. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: retssag
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.531