23948sdkhjf

Bygma opruster på projekt-fronten: - Vi vil være totalleverandør

Med et nyt kompetencecenter håber Bygma at kunne gå fra trælast- til totalleverandør på større sjællandske projekter

Thomas Sjøstein har brygget på idéen i et års tid. For mens regionsdirektøren for Bymgas butikker i sydøst oplever, at materialeleverandøren har godt fat i trælastkunderne, har han spottet et uforløst potentiale, når det gælder resten af elementerne til et byggeprojekt.

- Vi sælger sådan set masser af isenkram, men når det er tunge sager, så kommer vi måske lidt til kort, fordi vi ikke har så mange, der kan køre med ud på pladsen og rådgive ud fra helhedsperspektivet, så vi kan blive totalleverandør til vores kunder og på projekterne, forklarer regionsdirektøren.

Den mangel mener han nu at have rådet bod på med ansættelsen af Martin Aarslew-Jensen, der bliver frontmand for det nye kompetencecenter

- Og jeg forventer ret hurtigt, at vi får brug for en til flere bagmand og så med tiden flere eksterne sælgere, vurderer Thomas Sjøstein.

En samlet bestilling

Kompetencecentret bliver altså ikke en fysisk lokation men en ekstra kapacitet, de 11 butikker i regionen alle kan trække på, når de står over for større byggesager.

- Har nogen for eksempelvis en sag, hvor der skal skiftes mange vinduer, så kan Martin køre med ud på pladsen og rådgive om, hvilke beslag, skruer, fuger, bagstop og så videre, der skal bruges, og så kan vi samle hele bestillingen, så håndværkerne ikke skal bruge tid på selv at skabe overblikket og lægge forskellige bestillinger forskellige steder, forklarer Thomas Sjøstein.

Samtidig er det ambitionen, at Bygma med den nye offensiv kan hjælpe flere af virksomhedens projektkunder med at løfte dokumentationsbyrden.

- De mange krav til dokumentation kræver både tid og ressourcer, og der har vi nogle forskellige værktøjer i Bygma ProffDok, der gør, at vi kan løfte alle dokumentationskrav også til store projekter. Den del er ikke ny, men det er noget, som kompetencecentret kan hjælpe med at få flere kunders øjne op for, vurderer regionsdirektøren.

Den rette profil

Hvor landets byggecentre over en bred kam nød godt af pandemiens byggeboom, er medvinden det seneste år løjet betragteligt af, mens kampen om projektkunderne er oppet. Ifølge Thomas Sjøstein skal det nye initiativ dog ikke tolkes som en reaktion på et marked, der hænger i bremsen.

- Tankerne havde jeg allerede sidste år, men for at lykkes skulle vi have den rigtige mand, forklarer han.

Og han er ikke i tvivl om, at Martin Aarslew-Jensen er lige netop det. Med ansættelsen har Bygma da også sikret sig en erfaren profil, der oprindeligt er uddannet tømrer og desuden certificeret Molio-rådgiver i bæredygtige materiale med fokus på DGNB-certificering. Senest kommer han fra en stilling som projektkonsulent i XL-Byg og har tidligere været rådgiver hos Carl Ras, og han glæder sig til de nye udfordringer.

- Det bliver fantastisk at være en del af Bygma og en komplet sparringspartner for de lokale håndværkere, siger Martin Aarslew-Jensen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Det er svært for håndværkerne at få en dag og et projekt til at hænge sammen, når de både skal koordinere materialer, dokumentation og levering. Derfor bliver det min fornemmeste opgave, at kunderne kommer til at se kompetencecenteret som en ekstra medarbejder, der har det store overblik over dokumentation, levering og varer.

Præcis hvor meget Bygma kan løfte regionens omsætningen på isenkram gennem det nye tiltag, vil Thomas Sjøstein nødigt spå om.

- Men jeg forventer, at vi i hvert fald kan øge procentandelen af butikssalg væsentligt, lyder det.

Se nøgletal for:
Læs mere om: byggemarkeder
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.453