Efteruddannelse øger produktiviteten
Giv de fagligt uddannede udvidede muligheder for uddannelse, lyder opfordringen fra Dansk Erhverv.
Derfor er organisationen også positivt stemt over for uddannelsesminister Morten Østergaards idé om, at også erhvervsuddannelserne skal kunne føre frem til videreuddannelse:
- Det er vigtigt for dansk erhvervsliv, at vi giver de unge adgang til at læse videre på uddannelser, der er efterspurgt af erhvervslivet. Det giver en værditilvækst for samfundet, når den enkelte på arbejdsmarkedet løfter sit uddannelsesniveau og gør samtidig dansk erhvervsliv mere konkurrencedygtigt, siger uddannelseschef Svend Berg.
Allerede i dag er der mulighed for at unge med en faglig uddannelse kan uddanne sig videre på erhvervsakademierne, men overgangen fra en faglig uddannelse til en videregående uddannelse er alt for beskeden. I dag er det kun 6 procent, der læser en videregående uddannelse.
Ifølge Dansk Erhvervs beregninger, resulterer en fordobling af andelen af unge med en erhvervsuddannelse, der læser en videregående uddannelse, i en gennemsnitlig højere lønindkomst på 100.000 kr. om året, en højere produktivitet i virksomhederne og en skattegevinst i omegnen af 400 mio. kr. over et helt livsforløb for en ungdomsårgang.
- Vi mener, at de fagligt uddannede i første omgang skal have direkte adgang til de erhvervsrettede uddannelser på erhvervsakademier og professionshøjskoler, men det skal også være muligt for at få adgang til blandt andet ingeniøruddannelserne og handelshøjskolernes erhvervsrettede uddannelser, eksempelvis gennem særligt tilrettelagte optagelsesprøver eller forskoler, som vi kendte dem tidligere, siger Svend Berg.
Dansk Erhverv har tidligere påpeget, at det er spild af samfundets ressourcer, når så mange unge falder fra en erhvervsuddannelse. For eksempel bør det merkantile grundforløb udvikles til at give direkte adgang til erhvervsakademiuddannelserne for de unge, der ikke ønsker at fortsætte deres uddannelse i en praktikplads.
- Vi har i Danmark fortsat brug for, at rigtig mange unge tager en erhvervsuddannelse. Der er brug for de faglærte i fremtidens erhvervsliv, og her vil en udvidet videreuddannelsesmulighed gennem erhvervsuddannelserne være med til at give erhvervsskolerne det nødvendige løft, så dygtige unge igen opfatter erhvervsuddannelserne som en attraktiv uddannelsesvej på linje med de gymnasiale uddannelser.