23948sdkhjf

Den typiske topleder er en mand over 50 år - og er blevet mere typisk siden 2010

Knap seks ud af ti danske administrerende direktører er nu mænd, der er over 50 år, viser analyse. I 2010 udgjorde de +50-årige mænd lidt mere end fire ud af ti administrerende direktører. Anderledes ser det ud i de øverste ledelser i den offentlige sektor

57,7 procent af alle administrerende direktører i den private sektor er mænd over 50 år. I 2010 udgjorde gruppen 42,2 procent.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik.

- Siden 2010 er der sket en bemærkelsesværdig stigning i andelen af mænd over 50 år, der er administrerende direktører. De har virkelig bidt sig fast på den øverste ledelsesgang ude i virksomhederne, siger Troels Lund Jensen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Analysen undersøger køns- og aldersfordelingen blandt administrerende direktører i private virksomheder med mindst 50 ansatte i perioden 2010-2022.

Til sammenligning er 8 procent af de administrerende direktører kvinder over 50 år, mens de yngre kvinder udgør 6 procent. Mænd under 50 år udgør 29 procent.

Direktørkvinder i sneglefart

På tværs af aldersgrupper er en større andel af de administrerende direktører kvinder.

I 2022 var 14 procent af alle administrerende direktører kvinder. I 2010 var det 9 procent.

- På 12 år er der kommet en lidt større andel kvindelige topledere, men udviklingen sker i sneglefart. Hvis vi fortsætter i det tempo, skal vi frem til det 22. århundrede, før halvdelen af de administrerende direktører er kvinder, siger Troels Lund Jensen.

Analysens hovedkonklusioner

  • 86,4 procent af alle administrerende direktører er mænd. Det er en smule lavere end i 2010, hvor 90,7 procent af de administrerende direktører var mænd.
  • Mænd over 50 år udgør den største andel blandt administrerende direktører. 57,7 procent af alle administrerende direktører i den private sektor er mænd over 50 år. I 2010 udgjorde gruppen 42,2 procent. Kvinder over 50 år har også oplevet en mindre stigning.
  • I den offentlige sektor er hvert tredje medlem af den øverste ledelse kvinde (33,2 procent). I den private sektor er hvert sjette medlem i den øverste ledelse kvinde (16,5 procent). Kvindernes andel er steget mere i det offentlige end i det private siden 2010.
  • I de lavere ledelseslag i det offentlige er der lige mange mænd og kvinder. I den private sektor er kun hver fjerde i de lavere ledelseslag kvinde.

Kilde: AE

Mere lige kønsfordeling i det offentlige

I den offentlige sektor er det mere udbredt med kvinder i de øverste ledelseslag end i det private.

Analysen viser således, at cirka hvert tredje medlem af den øverste ledelse i den offentlige sektor er kvinde. Kvinderne har oplevet en fremgang på otte procentpoint fra 2010 til 2022.

Til sammenligning er det kun cirka hver sjette i topledelsen i private virksomheder (administrerende direktør og underdirektører), der er kvinde i det private. Kvinderne har oplevet en fremgang på seks procentpoint fra 2010 til 2022.

- Heller ikke i den offentlige sektor er der ligefrem ligestilling i den øverste ledelse, men det ser langt bedre ud end i den private sektor, og kvindernes fremgang har været større i det offentlige end i det private de seneste 12 år, siger Troels Lund Jensen.

Analysen viser også, at der er lige mange mænd og kvinder i de lavere ledelseslag i den offentlige sektor. I den private sektor er kun hver fjerde i de lavere ledelseslag kvinde - læs analysen her.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.589