Walk-in-installationen ”Das Haus – Interiors on Stage” vil blive rejst igen ved den kommende imm cologne-messe i Köln. Denne gang er installationen baseret på Louise Campbells design.
- At få frie hænder til at fortælle den realistiske historie om det ideelle hjem er naturligvis en vidunderlig udfordring, siger Louise Campbell om invitationen til at designe ”Das Haus” i 2014.
Men det er også en besværlig udfordring, tilføjer hun.
- Selv om det er en unik mulighed for enhver designer, så betyder det, at man er nødt til at binde sig til en særlig retning, hvorimod jeg gennem mit arbejde altid har lært, at der er lige så mange ideelle hjem i verden, som der er mennesker, siger Louise Campbell.
Den danske designer arbejder primært med lysdesign, men er også aktiv inden for design af produkter og interiør. Hendes lange liste af kunder inkluderer blandt andet Louis Poulsen, Zanotta, HAY, Royal Copenhagen, Holmegaard, Stelton, Muuto, Interstop og Kulturministeriet.