23948sdkhjf

Producerer verdenskendt træfigur: Snart venter markante ændringer

Familieforetagendet Brdr. Krüger står over for både et direktørskifte og indførelse af en professionel bestyrelse. Wood Supply har interviewet søskendeparret Jonas og Julie Krüger om deres ambitioner og drømme

Siden 1886 har Krüger-familien kørt deres trædrejeri, som særligt har skabt sig et navn på at producere velkendte træprodukter som Kay Bojesen-aben og Bølling Bakkebord foruden mindre trædele til andre møbelvirksomheder.

Men de seneste år er den komplette møbelproduktion blevet en mere markant del af den traditionsrige virksomhed. Den femte generation, ejerduoen og søskendeparret Julie og Jonas Krüger, har således ledt familieforetagendet i en ny retning. 

Den 1. maj tiltræder Julie Krüger som ny direktør for Brdr. Krüger, og udviklingen i det gamle trædrejeri har meget at gøre med den vej, som duoen kigger ned ad.

- Da Jonas og jeg startede i virksomheden, var vi fem i produktionen og havde få produkter. Siden har der været fuld fart på at opbygge en møbelkollektion og et møbelbrand. Nu har vi vist, at folk gerne vil vores møbler, og vi har formået at skabe det, som vi satte os for, lyder det fra Julie Krüger, som erstatter Lasse Holm Clausen i direktørstolen.

I dag er Brdr. Krüger oppe over 50 ansatte og har været oppe at runde 80 under coronapandemien, hvor efterspørgslen i møbelbranchen fik et markant rygstød.

- Vi står i en form for basecamp, hvor vi har travet et godt stykke vej op ad bjerget. Nu skal vi lave næste fremryk, som er en del af vores overordnede, strategiske del. Det manifesterer sig i direktørskiftet, fortæller Jonas Krüger, der har titlen brand director.

- Overordnet skal der være fokus på en form for back-to-basics. Vi skal have fokus på basisforretningen og på at møde efterspørgslen, minimere risici og optimere på bundlinjen, så vi er klar til næste fremstød. Vi skal konsolidere os og samle kræfterne for at kunne tage de næste skridt, siger han.

Brdr. Krügers produktion ligger fortsat i Værløse, hvor lokalerne løbende er blevet udvidet, siden forældrene drev trædrejeriet med fem ansatte i produktionen.

Professionalisering fortsætter

Direktørskiftet i virksomheden kommer som en del af flere ændringer hos Brdr. Krüger. Et markant arbejde med optimering af produktionen ligger bag, at man i starten af februar gik på jagt efter en produktionschef. Dertil er en professionel bestyrelse undervejs.

- Bestyrelsen er noget, som vi længe ville og ikke har fået eksekveret på. Det føles naturligt at bygge ovenpå med det skifte, som nu sker, siger Jonas Krüger.

- Det er også en del af den nye rejse, eftersom det har været en familiebestyrelse indtil nu, supplerer den kommende direktør.

Fra velkendt abe til møbelsucces

  • Brdr. Krüger kom til verden i 1886, da brødrene Theodor og Ferdinand Krüger gik sammen om et trædrejeri på Frederiksberg.
  • Jonas og Julie Krüger ejer hver 50 procent af virksomheden, som altså fortsat er helt og aldeles familieejet. I sommeren 2019 trådte forældrene ud af ejerkredsen.
  • Brdr. Krüger har siden 1992 produceret den velkendte Kay Bojesen-abe for Rosendahl Design Group.
  • I dag har designikonet fortsat sit ophav i virksomhedens produktion i Værløse, men den fylder en markant mindre del end tidligere.
  • Møbelproduktion og -udvikling i samarbejde med velkendte, danske designere er blevet en markant del af Brdr. Krüger.
  • Sammen med Studio David Thulstrup står Brdr. Krüger eksempelvis bag Arv-kollektionen, som oprindeligt blev designet til Restaurant Noma i København.

Lasse Holm Clausen har været administrerende direktør i Brdr. Krüger siden 2016. Dermed har han spillet en vigtig rolle i knap otte år, hvor der er taget syvmileskridt i udviklingen fra en historierig familievirksomhed til et velkendt brand i møbelverdenen.

- Vi havde brug for at være skarpere i organisationen og professionalisere. Det var godt at få en ekstern ind med friske øjne, som havde erfaring fra en større virksomhed. Lasse kom ind og hjalp os med at opbygge og skalere en organisation samt kigge på, hvordan vi kunne angribe markedet. Desto mere kompleksitet, der var, jo større blev vores behov for den ankermand. Det har han været god til, siger Jonas Krüger.

- For mit eget vedkommende har jeg haft alle de her år til at snuse rundt i alle hjørner af virksomheden, som jeg ikke havde på samme måde, da jeg startede. Det har givet mig en god indsigt i virksomheden, og jeg er kommet godt med i hele organisationen. Jeg ved, hvad der skal til for at løfte det videre, lyder det fra Julie Krüger.

For- og fremtid balanceres

Som femte generation af Krüger-familien, der driver foretagendet, har søskendeparret altså været med til at flytte forretningens fokus. 

Forældrene drev et trædrejeri, som mestendels var leverandører i møbelbranchen. Nu er Brdr. Krüger efterhånden kendt som sit eget brand. Dermed er der en speciel balancegang med knap 140 års hårdt arbejde som arv.

- Vi er jo, som vi er - som personer og mennesker. Vi er opflasket i det her og har fået en masse værdier med os. På den måde er det naturligt, at vi er bevidste omkring, hvor vi kommer fra. Vi har noget specielt her, som vi gerne vil bevare og udvikle på samme tid, fortæller Jonas Krüger.

- Vi har kæmpe respekt for vores virksomhed og er meget ærekære. Det er fem generationers hårdt arbejde og familieenergi, som vi har taget med videre fra vores forældre, der har knoklet for og værnet om Brdr. Krüger. Det har vi en kæmpe respekt for, siger Julie Krüger.

Historien vil søskendeparret dermed tage med videre, selvom virksomheden står foran en mere professionel og tilretteligt fremtid.

- Det har været kernen i vores strategi at lykkes med begge dele. Vi vil ikke ryste posten og skabe noget helt andet. Vi vil skabe respekt for det, der var, og udvikle det på en værdig måde. Det er en balancegang, som vi hele tiden skal veje og måle, forklarer Jonas Krüger, som til dagligt sidder med det kreative aspekt af ledelsen.

- I min gesjæft, hvor jeg kigger på produktionsudvikling, kan jeg personligt være dybt forelsket i et design, men det skal opvejes mod kontekst og markedet. Det er os, der er afsender, og det bliver nøje afstemt, slår han fast.

BRDR. KRüGER TRÆDREJERI A/S
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 22,3 23,3 15,2
Resultat af primær drift -2,2 2,3 0,4
Resultat før skat -2,3 2,2 0,3
Årets resultat -1,8 1,8 0,3
Balancestatus 19,6 21,8 21,5
Egenkapital 9,2 10,5 8,7
Antal ansatte 65 55 37
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.406