23948sdkhjf

Unge med en erhvervsuddannelse kommer især fra landkommuner

Nordsjælland og København har den laveste andel af unge med en erhvervsuddannelse. Jylland har flest

Unge fra landkommuner tager oftere en erhvervsuddannelse end unge fra en af landets større kommuner.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danmarks Statistik.

Landkommunerne udgør to tredjedele af listen over de 25 kommuner, der havde den største andel af unge med en erhvervsuddannelse i 2022.

Til sammenligning udgør landkommunerne kun en tredjedel af alle landets 98 kommuner.

Blandt de 25 kommuner er der flest, der ligger i Jylland. To tredjedele af kommunerne er jyske.

Det er Læsø Kommune, der ligger på førstepladsen. Her har 43 procent af de nuværende 25-35-årige, der har gået i 9. klasse i kommunen, gennemført en erhvervsuddannelse.

En landkommune defineres ved at have under 30.000 indbyggere i kommunens største by og en jobtilgængelighed under 40.000.

Stabilt mønster

Tendensen har ifølge Asger Bromose, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik, været den samme i flere år.

- Det geografiske mønster, vi ser her, har ligget stabilt i en længere årrække. Ser man på udviklingen tilbage fra 2012 og frem, er det stort set de samme kommuner, der har haft højest og lavest andel af grundskoleelever, der har taget en erhvervsuddannelse, siger Asger Bromose i meddelelsen.

Ni ud ti kommuner med den laveste andel af erhvervsuddannede unge ligger i Nordsjælland og i København.

Kun ni procent af unge fra Gentofte har taget en erhvervsuddannelse. Frederiksberg, Hørsholm og Fredensborg er også blandt de kommuner, der har en lav andel af erhvervsuddannede unge.

Aarhus er den eneste kommune på listen over kommuner med laveste andel unge, der har fuldført en erhvervsuddannelse, der ikke ligger på Sjælland.

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener man, at kommunerne på Sjælland kan lære noget af kommunerne i Jylland.

- Der skal være mere fokus på at etablere et godt samarbejde mellem erhvervsliv, kommuner og uddannelserne øst for Storebælt, siger Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126