Første spadestik til stort træbyggeri

Atp’s hovedkontor i Hillerød er for lille, og derfor har ATP lejet kvadratmeter i Allerød. Det skal være slut, og derfor opføres 2233 kvm i forbindelse med Atp’s nuværende hovedkontor. Disse kvadratmeter er fordelt på fem pavilloner helt i træ.
Mandag blev første spadestik taget af Hillerøds borgmester Kirsten Jensen og Atp’s administrerende direktør Martin Præstegaard. Tilstede var også en repræsentant for arkitekterne AI a/s.
- Med tiden vil træbeklædningen på pavillonerne, der bygges af varmebehandlet fyr, grånes og få patina. Og så vil de spille meget fint sammen med de røde sten i de eksisterende bygninger, sagde AI-arkitekt Niels Buchwald til Sjællandske Nyheder i forbindelse med ’første spadestik’-ceremonien.
I dag arbejder der mere end 1300 medarbejdere i Hillerød, og håbet er, at man kan få plads til medarbejderne fra Allerød i 2025, hvor byggeriet skal stå færdigt.
Med byggeriet tilføjes 48 mødelokaler. Desuden bygges der café, kantineområder og fællesarealer til uformelle møder.