23948sdkhjf

Konkurs: Kunder beskylder køkkenfirma for bedrageri

Flere kunder har politianmeldt virksomheden Stil & Form for bedrageri

Det nordjyske køkkenfirma Stil & Form skylder penge eller varer til en række kunder. Indtil nu har kurator Marie Skjelbo Nielsen modtaget krav på 100.000 kr., men kurator vurderer, at der højst sandsynligt er tale om en større kundegruppe, som ikke har modtaget det, som de har betalt for. Avisen Nordjyske har talt med kunder, som tilsammen har betalt knap en kvart mio. kr. for ikke-leverede varer. 

Tidligere har Ole Smit fortalt til Nordjyske, hvordan han har betalt 24.000 kr. for varer, som han aldrig har modtaget. Han har forsøgt at kommer kontakt med Stil og Form, men uden held. 

Et andet kunde-eksempel er Kimie Schubert-Suell, som i juli betalte for en stål-bordplade til 40.000 kr. 

- Jeg tror ikke på, at jeg ser de penge igen. Der kommer ikke til at være nogen aktiver i konkursboet, siger Kimie Schubert-Suell til Nordjyske.

Bordpladen er aldrig blevet leveret, og selv om Kimmie Schubert-Suell allerede har betalt 40.000 kr. ud i intetheden, så har hun alligvel valgt at betale gebyret på 1500 kr. for at kunne begære Stil og Form konkurs.

- Det er en principsag for mig. Det her skal følges til dørs, og direktøren i det firma skal ikke kunne drive firma igen. Jeg er så ked af det, og føler mig virkelig snydt, siger Kimie Schubert-Suell til Nordjyske.

Omstødelige forhold?

Advokat Marie Skjelbo Nielsen er kurator på behandlingen af konkursboet, og hun fortæller, at hun indtil nu har modtaget krav på 100.000 kr. mod Stil & Form, men hun forventer at beløbet bliver større.

- Jeg tænker, der nok er mange, der endnu ikke har opdaget, at selskabet er taget under konkursbehandling. Har man et krav mod firmaet, skal man anmelde det til mig, så bliver man noteret som kreditor og modtager løbende cirkulæreskrivelser. Jeg har bedt firmaets direktør om at sende mig en liste over kreditorer, men den har jeg ikke fået. Jeg har skrevet til alle kendte kreditorer. Der kommer løbende nye til, siger advokat Marie Skjelbo Nielsen.

En af kurators opgaver er at undersøge, om der er foregået såkaldte omstødelige forhold i HSRA Group, som står bag Stil og Form. Hvis ledelsen af virksomheden bevidst har foretaget handlinger, som stiller kunder dårligere og virksomheden bedre, når boet skal gøres op, skal kurator undersøge dette.

- Hvis ejeren af selskabet for eksempel har brugt pengene privat, vil jeg naturligvis orientere SKAT herom, siger Marie Skjelbo Nielsen.

Advokaten fortæller i øvrigt, at flere kunder føler sig snydt og bedraget.

- Flere kreditorer har skrevet til mig, hvordan de føler sig snydt og bedraget. Det undersøger jeg. Finder jeg, at der er foregået ting, som kræver politimæssig efterforskning, vil jeg naturligvis anmelde det til politiet. Det er jeg forpligtet til. Men jeg er ikke nået til det endnu, siger Marie Skjelbo Nielsen.

Kunder har politianmeldt virksomheden

Nordjyske har været i kontakt med syv kunder, som ikke har fået leveret de varer, som de har betalt for, og fire af kunderne har politianmeldt virksomheden for bedrageri.

Virksomheden selv fortalte tilbage i oktober måned, at der var tale om en ulykkelig situation, og virksomheden arbejdede på at fremskaffe likvide midler, så man kunne tilbagebetale de kunder, som var kommet i klemme.

- Der er ikke tale om bedrageri, og der ligger ikke nogen kriminel handling bag. Selvom jeg forstår, det kan være svært at se som privat forbruger.

- De økonomiske vanskeligheder er udløst af en stor nedgang i omsætningen som følge af inflationen, skrev Stil & Forms direktør Simon Klemmensen Sommerlund tilbage i oktober i en mail til Nordjyske.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078