23948sdkhjf

Toplinjen halveret hos Huscompagniet

Huscompagniet afleverede langt færre huse i tredje kvartal af 2023 end i samme periode sidste år. Antallet af solgte huse stiger dog markant

Omsætningen har taget et gevaldigt dyk hos Nordens største husbygger.

Det viser nye kvartalstal, som Huscompagniet har offentliggjort fredag morgen.

Hvor selskabet i tredje kvartal sidste år omsatte for 1,083 mia. kr., lød omsætningen i tredje kvartal i år på 571 mio. kr.  Det svarer til et fald på 47 pct. 

Udviklingen skyldes, at Huscompagniet har afleveret væsentligt færre huse til kunderne. Hvor man i tredje kvartal sidste år afleverede 417 huse, har husbyggeren i tredje kvartal af 2023 blot afleveret 213 nye huse til kunderne. 

Udviklingen er på linje med, hvad der skete i første halvår af 2023, og Huscompagniet holder fast i de finansielle forventninger til 2023.

Salget stiger

I en kommentar til regnskabet hæfter adm. direktør Martin Ravn-Nielsen sig ved, at salget af nye huse bevæger sig i den rigtige retning. 

Huscompagniet har solgt 194 huse i tredje kvartal mod 138 huse i samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på 41 pct.

”Vi står salgsmæssigt et meget bedre sted end samme periode sidste år, og vi er naturligvis glade for, at de finansielle resultater udvikler sig som forventet, og navnlig at vi formår at holde lønsomheden på et tilfredsstillende niveau," siger Martin Ravn-Nielsen i en kommentar.

"Årets første ni måneder afspejler dog samtidig en periode, der er påvirket af et salgsresultat under det historiske niveau”, lyder det fra topchefen.

Tjener stadig penge

Kvartalstallene viser også, at Huscompagniet fortsat er en profitabel forretning, selvom omsætningen er halveret.

I det seneste kvartal landede driftsresultatet, ebit, på 22 mio. kr. Det var 72 pct. lavere end i samme periode sidste år.

Husbyggeren beskæftiger i dag langt færre medarbejdere end på samme tidspunkt sidste år. Således lyder medarbejdertallet nu på 378 mod 521 ved udgangen af tredje kvartal sidste år. Det skal ses i sammenhæng med betydelige afskedigelser sidste år.

Huscompagniet
Regnskabsår Q3 2023 Q3 2022
mio. DKK
Omsætning 571 1.083
Driftsresultat (EBIT) 22 79
Antal ansatte 378 521
Kilde: Kvartalsopdatering fra Huscompagniet

Se nøgletal for:
Læs mere om: Husbyggere
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.422