23948sdkhjf

Kendt tegnestue løfter top- og bundlinje i nyt regnskab

Arkitektvirksomheden Dorte Mandrup fortsætter sine internationale fremstød og går frem på top- og bundlinje

Det har været et år præget af flere organisationsændringer. Men det har været besværet og pengene værd.

I hvert fald ifølge ledelsesberetningen hos tegnestuen Dorte Mandrup med hovedkontor i København og med nu 75 medarbejdere.

Den netop offentliggjorte årsrapport for regnskabsåret 2022/23 fortæller således om pæn fremgang på både top- og bundlinjen. 

Samtidig lyder det, at selskabet - nu med ny adm. direktør i skikkelse af Lise Gandrup Jørgensen - har planer om yderligere at skrue op for de internationale ambitioner, både i og uden for Europa. 

Rykker over Atlanten

Hvis det står hende, vil den kendte danske signaturtegnestue for første gang rykke over Atlanten, nærmere bestemt til Canada, hvilket ledelsesberetningen da også fortæller om:

"Vi har igangværende projekter i Danmark, Tyskland, Sverige, Norge, Holland samt Canada. Vores strategi for internationalisering indeholder flere europæiske lande som eksempelvis Frankrig, Belgien og England, men vi er selektive i forhold til de projekter og markeder, vi engagerer os i," lyder det fra tegnestuen, der i regnskabsårets løb har formået at løfte sin nettoomsætning med 13,2 mio. kr., og i den ombæring samtidigt fået et beskedent overskud på godt 62.000 kr. i 2021/22 rejst til nu knap 1,5 mio. kr.

I foråret vandt Dorte Mandrup en international konkurrence om at designe et nyt Inuit kulturarvscenter i Canadas nordligste territorium Nunavut.

"Centret skal fremme væksten af lokal arv samt fremskynde udviklingen af et netværk af kulturarvscentre på tværs af Canadas nordligste territorium" lyder det blandt andet fra Dorte Mandrup A/S' ledelsesberetning

Fra den danske front, nærmest bogstaveligt talt, fortæller ledelsesberetningen også kortfattet om det omdiskuterede nye Mærsk-hovedsæde i Amaliegade i den stærkt bevaringsværdige Frederiksstaden i København.

"På Amaliegade tegner vi Mærsks nye hovedkontor", fortæller ledelsesberetningen konstaterende, og fortsætter:

"Flere af vores projekter i København er desuden godt undervejs. På Vesterbro er det længe ventede IKEA København nu indviet og åbnet for offentligheden med sin nye, grønne taghave 20 meter over gadeniveau"

Kulturprojeker er hjerteblod

Kulturprojekter er, ifølge den netop offentliggjorte årsrapport fra Dorte Mandrup A/S, fortsat et centralt fokuspunkt for tegnestuen og forsætter med at drive forretningen fremad. 

I foråret modtog The Whale i Nordnorge en større sum penge og bevæger sig nu tættere realisering.

Konstruktionen af Vadehavscentret i Groningen, Holland, er i fuld gang og forventes afsluttet i foråret 2025.

I foråret 2023 åbnede tegnestuens rejsende udstilling, Place, på Liljevalchs i Stockholm. Udstillingen formidler virksomhedens tilgang til arkitektur gennem kontekstuelle installationer og genstande og har tidligere været vist i Berlin og Paris.

Den har ifølge firmaet haft positiv indflydelse på muligheder internationalt og har for et bredere publikum givet indblik i arkitekternes tilgang til stedspecifik arkitektur.

Dorte Mandrup A/S årsrapport 2022/23

Artiklen opdateres

Internationalt fokus

Dorte Mandrup A/S blev grundlagt af Dorte Mandrup i 1999, har hovedkontor på Vesterbrogade i København og består i dag af et internationalt hold på 75 fuldtidsmedarbejdere. I juni 2023 foretog tegnestuen et direktørskifte, idet Frants Nielsen efter otte år i jobbet blev afløst som adm. direktør af Lise Gandrup Jørgensen.

Tegnestuen er blandt andet kendt for Vadehavscentret ved Ribe, Isfjordscentret i Ilulissat, The Whale i Nordnorge og aktuelt Eksilmuseet i Berlin samt et 17.000 kvm kontorbyggeri på Europaplatz, også i Berlin.

Udstillingen Place, som blandt andet har været i Paris og Stockholm, og portrætfilmen om Dorte Mandrup, Another King of Knowledge, har ifølge tegnestuen givet et boost ud til mange lande.

I regnskabsåret 2022/23 er der igangværende projekter i Danmark, Tyskland, Sverige, Norge og Holland. Også England og Belgien blev tilføjet firmaets strategi for internationalisering.

Dorte Mandrup Årsrapport 2022-2023

 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.159