Nye tal: Særligt en branche sælger stadig godt i Danmark
Fredag offentliggjorde Danmarks Statistik nye tal for erhvervslivets indenlandske salg i andet kvartal 2023. Herunder er træ-, møbel- og byggebranche opgjort særskilt både på fremstillings-, engros- og detailniveau.
Uden undtagelse viser tallene det samme billede. Alle brancher går tilbage, men fra et meget højt niveau. Indtil nu er der for de fleste delbrancher tale om en tilbagevenden til samme niveau som før covid-perioden.
Tallene fra Danmarks Statistik er baseret på momsindberetninger, og der således tale om faktisk indenlandsk salg og ikke branchevurderinger.
Den absolutte højdespringer under covid har været agenturhandel med tømmer og andre byggematerialer. I andet kvartal af 2022 nærmede dette forretningsområde sig en tredobling i forhold til 2018-niveau, og forretningsområdet var i andet kvartal af 2023 stadig dobbelt så stort som før covid. Agenturhandel er imidlertid et af træbranchens mindre forretningsområder, som omsætter for lige under 300 millioner kroner i kvartalet.
Sådan er tallene fremkommet
Over en femårig periode er kun 2. kvartal sammenlignet for at undgå sæsonudsving giver et falsk billede af udviklingen i branchen. Dernæst er alle delbrancher sat til indeks 100 i 2. kvartal 2018. Delbrancher inden for træindustrien varierer i størrelse, og blandt andet derfor er tallene indekserede. Til eksempel kan nævnes, at der i andet kvartal af 2022 blev solgt finer- og træbaserede plader for ca. 150 mio. kr. i Danmark, mens tømrer- og bygningssnedkervirksomheder havde et salg på knap 13 mia. kr.
Efterfølgende er tallene pristalsreguleret ved anvendelse af Danmarks Statistiks pristalsopgørelse, og branchens salgstal er derfor justeret for almindelige prisstigninger på materiale og arbejdskraft. Prisstigningstakten i træbranchen kan have været højere eller lavere end de generelle prisstigninger i økonomien, men Danmarks Statistik publicerer ikke særskilte træbranchepristal. I perioden fra juni 2018 til juni 2023 er det generelle prisniveau i økonomien steget med 15 pct., og en pristalsregulering synes derfor påkrævet mindre unøjagtigheder til trods.
Kilde: Danmarks Statistik
Køkkenmøbler er derimod et betydeligt forretningsområde, og under covid næsten fordoblede fremstillingsindustrien for køkkenmøbler omsætningen, og i andet kvartal 2023 lå køkkenbranchen stadig på indeks 140 i forhold til andet kvartal 2018. I absolutte tal og ikke pristalsreguleret solgte køkkenmøbelindustrien for 740 mio. kr. i andet kvartal af 2018 i Danmark. I samme kvartal i år blev der fremstillet og solgt køkkenmøbler for 1,2 mia. kr.
Endelig har træemballage også oplevet betydelig fremgang, og branchen solgte 60 pct. mere i andet kvartal af 2022 end før covid, men træemballagefremstilling er i det store og hele vendt tilbage til før-covid-tilstande i andet kvartal af 2023.
Og så er der resten
Resten af branchen har også oplevet betydelig fremgang under covid, men på et noget lavere niveau end de tre højdespringere. For alle gælder, at de er tilbage på, men som regel ikke under før-covid-niveau.
I toppen ligger møbelforretninger, savværkerne og træplader- og finervirksomhederne, som alle nåede over indeks 140 under covid. Mere afdæmpet har udviklingen været blandt møbelproducenter, engroshandlen med møbler og fremstilling af bygningstømmer.
Engroshandlen med møbler, tæpper og belysning var mest afdæmpet, og de nåede indeks 118 i andet kvartal af 2022. Bygningstømmer og fremstilling af andre møbler end køkkenmøbler udgør midterfeltet, og de landede på mellem indeks 120 og 130 i andet kvartal 2022 i forhold til 2018.
I den sammenhæng bør man dog være opmærksom på, at ankerkvartalet 2. kvartal af 2018 virker som et usædvanligt godt kvartal før-covid-år for de tre sidstnævnte brancher, og derfor kan deres fremgang under covid være undervurderet.