23948sdkhjf

Dansk køkkenproducent på specialopgave på Malta

Hanstholm Køkken skal udskifte 150 af egne køkkener efter 30 år, og nogle af medarbejderne fra dengang er på opgaven

Køkkener i ferieboliger lever et hårdt liv. De er ikke betalt med egne penge, og derfor bliver låger og skuffer åbnet og lukket med en anden styrke, end hvis man selv havde punget ud.

Set i det lys er det en positiv nyhed, at Hanstholm Køkken skal udskifte deres egne produkter 30 år efter, de har leveret dem. 150 køkkener skal den nordvestjyske køkkenproducent udskifte i et af Europas sydligste, mindste og tættest befolkede lande. På Malta.

- Vi er meget stolte over at få ordren på150 nye køkkener til ferieboligerne på Malta, og specielt i betragtning af, at Hanstholm Køkken for 30 år siden leverede de nuværende køkkener,” siger salgs- og marketingchef Steen Moss Christensen hos Hanstholm Køkken i en pressemeddelelse.

Feriecenteret Mellieha Holiday Centre er bygget i 1978 og tegnet af den danske arkitekt Hans Munk Hansen. På centeret med de danske rødder er Hamdi AbuRub i dag øverste chef, og han fortæller, at det har været naturligt at vælge den oprindelige leverandør ved køkkenudskiftningen.

Maltesisk ledelse vælger Hanstholm

- Hanstholm Køkkener leverede for 30 år siden kvalitetskøkkener og soveværelsesmøbler, og de bruges den dag i dag af vores gæster. Nu er vi i gang med en omfattende renovering, hvor vi vælger produkter af høj kvalitet med lang holdbarhed for derved at mindske miljøpåvirkningen. Derfor har vi igen valgt Hanstholm Køkken som leverandør, siger AbuRub ifølge pressemeddelelsen.

Kuriøst skal det nævnes, at det er nogle af de samme medarbejdere, som løser opgaven dengang som nu. Da de oprindelige køkkener blev installeret for 30 år siden, var Kim Salling lærling hos Hanstholm Køkken, og han var kollega med Ove Sekkelund. I dag, 30 år senere, er Salling og Sekkelund for længst udlært, men de er stadig Hanstholm Køkken-mænd, og de har været på Malta for at måle op til den nye installation.

- For nylig var Ove og jeg på Malta for at måle op til de nye køkkener, og det var jo som at komme en tur back memory lane, fortæller Kim Salling.

Det en af de første positive nyheder fra den nordvestjyske køkkenproducent i et stykke tid. Hanstholm Køkken måtte først på året igennem en konkurs, men nye investorer med bl.a. erhvervsmanden Villy Jæger fra 2LP købte virksomheden og sikrede fremtiden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094