23948sdkhjf

Brancheforening skal have ny direktør

Efter seks år i spidsen for design-brancheforeningen Danish Design Association (DDA) har direktør Gitte Just valgt at takke ja til nye udfordringer.
Gitte Just har stået i spidsen for DDA, siden foreningen blev stiftet af en række toneangivende designvirksomheder tilbage i 2008. Fra 1. september står der programdirektør for den Europæiske Kulturhovedstad 2017 på Gittes visitkort.

Som direktør har Gitte Just været med til at drive DDA frem til en stærk og toneangivende forening med mere end 100 medlemsvirksomheder. DDA har placeret sig som en central aktør i designlandskabet og udviklet sig til en platform for netværk, videndeling og forretningsudvikling for designbranchen.

- Jeg har haft knapt seks spændende år som direktør for Danish Design Association, og jeg er stolt over nu at kunne overlade en stærk forening med vokseværk, potentiale og ambitioner til nye kræfter. Vi har nået meget sammen, og jeg ser en lys fremtid for DDA og designvirksomhederne, siger den afgående direktør.

Arbejdet med at finde Gitte Justs afløser er indledt, og bestyrelsesformand Martin Delfer satser på at have en ny direktør på plads pr. 1. august 2013.

- Gitte har gjort et formidabelt stykke arbejde med at udvikle DDA. Med sin store energi og professionalisme, har hun sammen med sekretariatet været en nøglefigur i opbygningen af en unik platform for faglige netværk og samarbejder på tværs af designbranchen. Vi kan kun ønske Aarhus stort tillykke med at have fået Gitte om bord, siger han og understreger, at DDA forsætter arbejdet med at knytte uddannelser og erhverv sammen, professionalisere og skabe vækst:

- DDA er stærkere og større end nogensinde før. Vi har aldrig haft så mange medlemmer som i dag. Vi går nu i gang med at finde en ny kandidat, der kan fortsætte arbejdet med at samle branchen, formidle værdien af design og drive designvirksomhederne og branchens vækst frem, siger Martin Delfer.

Danish Design Association (DDA) er Danmarks største, uafhængige interesseorganisation for alle, der arbejder forretningsorienteret med design. DDA repræsenterer mere end 100 medlemsvirksomheder, som står sammen om at professionalisere, internationalisere og skabe vækst i designbranchen. DDA faciliterer netværk, erfagrupper, arrangerer masterclasses og arrangementer om design. DDA markedsfører også dansk design internationalt - modtager udenlandske delegationer og står i spidsen for internationale eksportfremstød.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097