23948sdkhjf

Branche skriger på lærlinge - kan bruge dobbelt så mange

Trods lærepladsgaranti og gode jobmuligheder vælger kun få unge at satse på en uddannelse som gulvlægger

Tilgangen til erhvervsuddannelserne svigter og især mange håndværksfag har svært ved at tiltrække nye lærlinge og elever. Sådan er det også i gulvlæggerbranchen. Der bliver i dag uddannet omtrent 40 gulvlæggere årligt. Ifølge Gulvbranchen i DI er der behov for det dobbelte.

Chef for Gulvbranchen i DI, Claus Christian Jensen, kan ikke med sikkerhed sige, hvordan den store mangel på gulvlæggere er opstået. En mulig forklaring kunne være, at kendskabet til faget og dets gode muligheder rent karrieremæssigt ikke er godt nok udbredt, hvorfor få vælger denne vej, foreslår han.

- Det er i dag et fag med stor variation i arbejdsdagen, en høj faglighed, bred kundekontakt og muligheden for meget hurtigt at etablere egen lukrativ virksomhed. Jeg vil på det stærkeste opfordre unge, som drømmer om et arbejdsliv inden for et håndværksfag, til at kigge denne vej, siger Claus Christian Jensen.

Skriger på arbejdskraft

Hos landets eneste gulvlæggeruddannelse, der udbydes af erhvervsskolen Mercantec i Viborg,  kan man tale med om behovet for flere gulvlæggere.

- Der er hårdt brug for, at flere unge vælger denne uddannelsesretning. Vi gør, hvad vi kan for at skabe synlighed om gulvlæggerfagets store fordele. Og det er mit håb, at enormt dygtige fagfolk som for eksempel Mads Bruun Sørensen, som netop har fået en sølvmedalje ved EuroSkills 23 i Polen, kan inspirere andre til at kigge nærmere på en karriere som gulvlægger, siger Kristine Lund, uddannelsesleder for gulvlæggeruddannelsen på Mercantec.

Gulvlæggerelev Mads Bruun Sørensen fra erhvervsskolen Mercantec tog i starten af september til Polen for at deltage i europamesterskabet i gulvlægning. Han var en ud af omtrent 600 unge europæere, der dystede inden for deres respektive fag i det faglige EM EuroSkills 2023. Mads vendte hjem med en sølvmedalje og kan dermed prale af at være blandt de allerbedste i et kreativt og udfordrende fag i en branche, hvor der er enorm efterspørgsel på arbejdskraft.

- Dygtige håndværkere som Mads, der har specialiseret sig i gulvlægning, er i høj kurs og har desuden en række øvrige fordele rent karrieremæssigt. Vi har behov for langt flere dygtige unge gulvlæggere i Danmark. Mange af vores medlemmer inden for gulvbranchen skriger på arbejdskraft nu og her. Og så langt, vi kan kigge ud i fremtiden, ser vi et fortsat kæmpe behov, oplyser Claus Christian Jensen, chef for Gulvbranchen hos DI

Mads er vild med faget

Den unge sølvvinder og snart nyuddannede gulvlægger Mads Bruun Sørensen var efter hjemkomsten fra Euroskills sammen med hele Skills-landsholdet til reception hos Pension Danmark, som er hovedsponsor for landsholdet. Her fik han og de øvrige medaljevindere et skulderklap af statsminister Mette Frederiksen. Forleden blev han også fejret hos Bygge og Anlæg på Mercantec, med alt det, der hører sig til ved en sejrsfest. Spørger man ham, har han valgt det helt rigtige fag.

- Jeg er vild med faget, fordi jeg kan se resultatet af mit arbejde umiddelbart efter, at jeg har lagt værktøjet.. Gulvlæggerfaget er desuden et fag, hvor man altid kan lære noget nyt. Og selvom det kan være fysisk hårdt, så har vi i dag hjælpemidler, der gør, at vi ikke bliver slidt ned, siger han.

Mads Bruun Sørensen er i lære hos virksomheden Flex Gulvmontering i Aarhus. Han påbegynder lige om lidt sin svendeprøve og har af sin mester fået et løfte om fast arbejde, så snart svendebrevet er i hus.

Gulvlæggeruddannelsen

Uddannelsens varighed og opbygning afhænger af alder og erfaring.

Er det mindre end 1 år siden, du har afsluttet 9./10. klasse?

Så starter du på Grundforløb 1 (GF1), der varer et halvt år. Her kan du vælge mellem 5 forskellige fagretninger. Skal du være gulvlægger, anbefaler vi, at du vælger fagretningen GF1 Bygge & Anlæg.

Når du har afsluttet Grundforløb 1 (GF1), starter du på Grundforløb 2 (GF2), der også varer et halvt år. Herefter starter du på hovedforløbet, som veksler mellem skole og læreplads i en virksomhed. Hovedforløbet tager mellem 3 og 3½ år.

Er det mere end 2 år siden, du har afsluttet 9./10. klasse?

Her springer du GF1 over og starter direkte på GF2, der varer et halvt år. Efter GF2 starter du på hovedforløbet, som veksler mellem skole og læreplads i en virksomhed. Hovedforløbet tager mellem 3 og 3½ år.

Er du over 25 år?

Her starter du direkte på GF2, der varer et halvt år. Herefter starter du på hovedforløbet, som veksler mellem skole og læreplads i en virksomhed. Hovedforløbet tager normalt mellem mellem 3 og 3½ år, men hvis du har en relevant uddannelsesbaggrund eller erhvervserfaring, kan du tage uddannelsen på kortere tid.

Kilde: Mercantec – Bygge & Anlæg

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109