Vodka og røverhistorier: Markerer 70 år i branchen med bogudgivelse
Anekdoter om hårde forhandlinger hos leverandører nær Amazonas regnskoven i Brasilien og røverhistorier om ture til den gamle østblok med vodka som fast bestanddel af forhandlingsprocessen. Det er blot et udsnit af de fortællinger, man snart vil kunne læse i bogen om trævirksomheden Keflicos – tidligere Aalborg Træ- & Finérhandel – historie.
Bogen udgives i forbindelse med virksomhedens 70-års fødselsdag den 1. september i år. Den er skrevet af forfatter Hasse Boe og består af en række interviews med tidligere og nuværende medarbejdere og samarbejdspartnere, der hver især beretter om trævirksomhedens historie fra begyndelsen i 1953 på Østre Allé 102 i Aalborg og til stort domicil med dertilhørende lagerbygning i Støvring i dag.
– Flere af de tidligere medarbejdere mødes en eller to gange om året i festligt lag og får sig en snak om de gode gamle dage, fortæller Kim Munk-Petersen, der siden 1992 har været bestyrelsesmedlem i Keflico samt bestyrelsesformand for Direktør Erik Kauffeldts Fond, der i dag ejer trævirksomheden.
– Den snak ønsker vi at holde i live, og derfor har vi besluttet at udgive en bog med de mange personlige fortællinger, anekdoter og røverhistorier fra virksomhedens mangeårige historie. Og da gruppen af tidligere medarbejdere, der har været med på den lange rejse, svinder år for år, syntes vi, at virksomhedens 70-års fødselsdag var det rette tidspunkt for udgivelsen, lyder det videre.
Klar til 70 år mere
For de der ikke kan huske helt tilbage til stiftelsen, giver bogen et indblik i hvordan den nordjyske virksomhed gennem årene har opnået et indgående kendskab til såvel råvarer som kundebehov og købmandskab.
– Det er interessant at læse bogen, da mange af de værdier, man havde dengang, stadig lever i Keflico i dag. De mange rejser til Brasilien, Afrika, Østen og andre fjerne egne på jagt efter træ af høj kvalitet, de utallige timer i dialog med leverandørerne i den ene ende af forsyningskæden og kunderne i den anden for ikke at glemme al den tid, vi i virksomheden har brugt på at analysere og studere træmaterialer. Det har alt sammen været med til at runde virksomheden og danner det solide fundament, som Keflico står på i dag, lyder det fra kommerciel direktør Camilla Hyldgaard Thomsen.
Den høje alder til trods understreger man fra Keflicos side vigtigheden af at være en af branchens frontløbere på områder som digitalisering og ansvarlighed – noget, der ifølge adm. direktør Mads Stenstrop er afgørende, hvis virksomhedens fremtid skal blive lige så lang som dens forhistorie.
– Nu har vi taget de første 70 år i virksomhedens historie, og vi regner kraftigt med, at Keflico også er her om 70 år og mere til. Ligesom i de foregående 70 år, bliver vi nødt til at følge med udviklingen, men også præge den, og derfor kigger vi i høj grad mod digitalisering og bæredygtig udvikling. Det er to ting, som vi har brugt betydelige ressourcer på i de senere år. Vi står nu et godt og solidt sted og er klar til at tage de næste store skridt på vores rejse, siger direktøren.