23948sdkhjf

Trods kritik: Vi investerer fortsat i træbaserede biomasseanlæg

Biomassefyrede kraftvarmeanlæg er tænkt som en overgangsløsning – men ifølge ny opgørelse fortsætter milliardinvesteringerne i nye anlæg

København, Odense, Esbjerg, Tønder og Ringe – for blot at nævne nogle få. 

Til trods for at grønne organisationer og eksperter i årevis har råbt op om og kritiseret Danmarks markante forbrug af særligt træbaseret biomasse, så investeres der milliarder i nye træbaserede biomassekedler og -anlæg til kraftvarmeproduktionen.

Således viser en opgørelse foretaget af Ingeniørens branchemedie GridTech på basis af Energistyrelsens energiproducenttælling, at 89 nye træpille- eller skovflisanlæg er sat i drift i perioden 2017-2021.

Efter 2021 er der endnu ikke registreret nye data i styrelsens opgørelse. Men investeringerne i nye træbaserede biomasseanlæg fortsætter også ind i 2022 og 2023. Blandt andet med et nyt 60 MW-anlæg i Esbjerg, et 150 MW-anlæg ved Fjernvarme Fyn, et 10 MW flisanlæg i Tønder og et 4,5 MW flisanlæg ved Ringe.

Investeringerne sker på trods af, at Klimarådet i flere år har anbefalet en nedtrapning af vores forbrug af – særligt træbaseret – biomasse, som ifølge rådet er for højt og »en hindring for at sige, at vi er et foregangsland på klimaområdet.«

Den nu forhenværende klima- og energiminister, Dan Jørgensen (S), har da også tidligere forsikret danskerne om, at biomasse »må og skal være en overgangsløsning.«

Alligevel fortsætter investeringerne i rent biomassebaserede værker, hvilket ifølge professor i miljø- og ressourceøkonomi ved Københavns Universitet Jette Bredahl Jacobsen er "problematisk, fordi vi i dag har andre og bedre, grønnere alternativer til at producere vores el og varme i kraft af varmepumper med elektricitet fra vind- og solenergi".

- Vi har i dag så stor en mængde af biomasseanlæg, at det er uhensigtsmæssigt at investere mere i det.

Hos Dansk Fjernvarme forstår man godt undren over nye investeringer, når nu biomassefyrede kraftvarmeværker er tænkt som en overgangsteknologi.

- Udfordringen er bare, at der for nuværende ikke er teknologier, der 1:1 kan erstatte de sidste fossile brændsler, der er i vores energiproduktion, og 1:1 overtage den rolle, som biomassen har på nuværende tidspunkt, siger Maria Dahl Hedegaard, der er fagkonsulent hos Dansk Fjernvarme.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172