23948sdkhjf

Jo! Træhuse har en fremtid, men markedsandelen er fortsat for lille

130 personer deltog i Teknologisk Instituts konference "Det danske træhus" den 21. september på instituttet i Taastrup. Deltagerne udgjorde en god og blandet samling af repræsentanter fra træhusbranchens myndigheder og virksomheder

1005: Jo! Træhuse har en fremtid, men markedsandelen er fortsat for lille

Tekst: Per Tutein Brenøe, Træ og Industri, oktober 2005.

130 personer deltog i Teknologisk Instituts konference "Det danske træhus" den 21. september på instituttet i Taastrup. Deltagerne udgjorde en god og blandet samling af repræsentanter fra træhusbranchens myndigheder og virksomheder med kommuner, bygherrer, arkitekter, rådgivere, entreprenører, hus- og materialeleverandører. Desværre var træforskningen og uddannelserne kun sparsomt repræsenteret.

Udover de 10 konferenceforedrag, der belyste en status og udviklingen for træhuse i Danmark, viste 9 firmaer deres produkter på instruktiv vis i konferencehallen.

De 9 var Collstrop A/S, Dyrup A/S, Junckers Industrier A/S, Kongensbro Natursten A/S, Randeck BauTech AB, Saint-Gobain Isover a/s, Skjern Vinduer A/S, Vrøgum A/S og Xella Denmark A/S. Et godt indslag - men synd der ikke var flere.

Træhuset har en fremtid
Kontorchef Jan Spohr, Erhvervs- og Byggestyrelsen, indledte sit indlæg "Har træhuse en fremtid i dansk byggeri" med at spørge, om træhuse kan løse de mest centrale udfordringer i dansk byggeri, nemlig at det traditionelle byggeri er alt for dyrt, at der er alt for mange byggefejl, og at der mangler sæsonudjævning.

Jan Spohr var af den klare opfattelse, at træhuse kan løse store dele af disse udfordringer på enkelt vis, og at træhuse hermed har en fremtid i dansk byggeri.

Jan Spohrs simple opskrift lød på:

- at træhusfremstillingen i overvejende grad skal foregå på fabrik som volumenenheder med højest mulig færdiggørelsesgrad, så det eneste, der foregår på byggepladsen, er montering af volumenenhederne. Herved kan byggeriet gøres mindst 15-20 % billigere.
- at ved fabriksfremstillede volumenenheder får producenterne langt bedre muligheder for at undgå byggefejl og -sjusk.
- at de fabriksfremstillede volumenenheder giver tørt byggeri, og der kan dermed bygges hele året.

- Ja, træhuset har en fremtid i dansk byggeri, konkluderede Jan Spohr.

Også specialkonsulent Jonas Møller fra Dansk Byggeri beskæftigede sig med: "Er der en fremtid for danske træhuse". Der opføres i disse år 27.000 nye boliger, hvoraf 8.600 er villaer, heraf 1700-1800 opført i træ.

Flerfamilieboliger opført i træ er beskedent, men dog i vækst. Jonas Møller forventede, at træhuses markedsandele vil fortsætte med at stige, selvom der må forventes en hårdere konkurrence fra materialerne metal, glas og natursten og helt nye materialer, som det ses i udlandet.

Det fabriksfremstillede træhus
Det fabriksfremstillede træhusbyggeri kan anvendes til villaer, rækkehus, fleretages boligbyggeri, institutioner og har de fordele, at det er let og hurtigt at fragte og montere.

Som et godt eksempel på det fabriksfremstillede træhus i volumenenheder gennemgik projektleder i Skanska boligkonceptet "Boklok" udviklet af IKEA og Skanska.

2200 boliger er indtil nu opført i Norden, heraf 84 i Danmark. Projektet BoKlok startede for 8 år siden og boligkonceptet udvikles fortsat – men grundkonstruktionen, produktionsmetoden og forretningsidéen fastholdes. De danske BoKlok boliger i Hillerød er således, efter indgående studier af et segment boligsøgende danskeres ønsker, tilpasset disse og den danske arkitektur- og byggestil (vinkelhuse med gårdhave). Dette er sket i samarbejde med arkitektkontoret Vandkunsten.

Lejlighederne sælges som andelsboliger til en pris på omkring 15.500 kr. pr. incl. moms, grund og udenomsarealer. Den stor produktion af volumenenheder, som foregår på fabrik i Sverige med meget lille arbejdsandel på byggepladsen, medvirker til at byggefejl og –sjusk næsten ikke forekommer.

Produktionen af volumenenhederne på fabrik, og monteringen på byggepladsen kan foregå hele året som tørt byggeri. Undersøgelser blandt beboerne har vist stor tilfredshed med pris, kvalitet og indretning.

Ved et andet eksempel på bolig opført af fabriksfremstillede volumenenheder gennemgik projektleder Vagn Aagård Sørensen fra Carl BroA/S det nye villakoncept: Det intelligente træhus.

Projektet er udviklet over de sidste 3 år som et samarbejde mellem arkitektkontoret Friis & Moltke A/S, Carl Bro A/S og DTE Modulbyg A/S.

Det første hus et opstillet i Skørping, og der er yderligere planer om 3 huse forskellige steder i Jylland. Om tre år regnes der med at kunne afsættes 100 villahuse om året.

Samtidig arbejdes der med udvikling af andelsboliger, fleretageshuse, sommerhuse og institutionsbyggeri. Alt sammen er baseret på, at massivtræelementer sammenføjes til volumenenheder på fabrik med en meget høj færdiggørelsesgrad efter kundens ønsker.

Monteringen af modulerne tager en dag og herefter foregår resten fa byggeriet tørt på byggepladsen. Til facadebeklædning på huset i Skørping er valgt gran. Det bliver spændende at se om det intelligente træhus med sine mange anvendelsesmuligheder kan erobre markedsandele, der gør det lønsomt at producere.

Træhusarkitekturen
Afdelingsleder, arkitekt MAA Henrik Stjernholm, Vejle kommune, begyndte sit indlæg med at spørge, hvorfor alle træhuse her i landet skal beklædes indvendigt med gipsplader, når der kan laves meget smukke trævægge, malede som ikke malede.

Henrik Stjernholm gennemgik formålet og arbejdet i projektet "Nordiske træbyer", hvor Vejle deltager med flere pilot- og demonstrationsprojekter, bl.a. Nørreskovsparken – et 6 etages massivtræhus til beboelse. Byggeriet er under planlægning.

Henrik Stjernholm gennemgik med glimrende billeder forskelle og ligheder mellem den moderne træhusarkitektur i de nordiske lande. Særlig blev den finske træhusarkitektur og byrummet i de 30 forskellige moderne bydele, som er under opførelse, fremhævet af Henrik Stjernholm som interessant med sin høje grad af trææstetik, sin nærhed, modern living koncept og detaillieringsgrad.

Professionel bygherrer vælger også træ
Direktør i Kuben Byggeplandata A/S Poul Erik Christoffersen konstaterede, at der med det nordiske samarbejde i Nordic Wood programmet i 1990-erne og senere med projektet "Nordiske træbyer" virkelig er kommet gang i træbyggeriet i Danmark og resten af Norden. Kuben er med begge steder.

Poul Erik Christoffersen gennemgik de mange træbyggerier Kuben har forestået: feriecenter, andelsboliger, seniorboliger, ungdomsboliger og fremtidens parcelhus både som skelletbyggerier og som massivtræbyggerier. Af træhus-udviklingsprojekter er Kuben bl.a. med i Vire’n arkitektenes Modulhus i træ, Utzons Espansiva og Exners The Pregnant House.

Poul Erik Christoffersen ønskede også fremover, at Kuben gjorde brug af træhusbyggeri, men der er lang vej igen før træhusbyggeriet er markedsførende – det kræver mere forskning og uddannelse, særligt om systemudvikling, langt bedre videnspredning og intenst nordisk samarbejde.

For alle de nordiske lande har statsfinansierede udviklingsprogrammer for mere træ i byggeriet og her kan byggeriets parter i Danmark hente meget know how og inspiration.

En træhuskonference hvert år
I den udsendte pressemeddelelse fra Teknologisk Institut op til konferencen kan man læse, at en træhusekonference vil blive en årligt tilbagevendende begivenhed.

På Træ og Industri mener, vi at det er en vældig god idé, og der er emner nok at tage fat på. Skal vi i Danmark have en levedygtig og til stadighed udviklende træhusindustri, skal træhusbyggeriet nok op på en markedsandel på 20% af det samlede byggeri.

Vi vil foreslå Teknologisk Institut, at de henlægger en del af konferencerne også til Jylland og gør brug af et rådgivende panel fra praksis ved sammensætning af konferenceprogrammet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094