15 brands inviterer til ny messe
I dag, tirsdag, slår Top-Line med en række samarbejdspartnere dørene op til en helt ny møbelmesse i Aarhus-forstaden Brabrand. Hos den Møldrup-baserede møbelproducent glæder man sig over, at det er lykkedes at samle et hold af udstillere, der allerede har sikret en lang tilmeldingsliste, skønt det ellers ikke skorter på branchemesser hverken ude eller hjemme.
– Man kan jo ikke ligefrem sige, at vi mangler messer eller husmesser, men der er nok noget med tidspunkterne, som ikke altid passer alle, og så har de forskellige producenter selvfølgelig forskellige interesser. Hos os fylder Norge og Sverige meget, og vi ville ikke undvære Göteborg-messen, men nu har vi fået muligheden for at skabe noget, der passer lige ind i vores gebet, fortæller Henrik Pedersen, salgskonsulent hos Top-Line.
Derfor har møbelproducenten allieret sig med blandt andre European House of Beds, Furninova og Conform, og i alt står 15 brands klar til at vise sig frem i hallerne hos Park Fermé nær motorvejsafkørslen til Brabrand.
– Selvom vi i princippet kæmper om nogle af de samme kunder, så er det dejligt, at man kan finde fælles fodslag på sådan noget her, og vi er oppe på en 55-60 tilmeldte møbelbutikker, og det er mere, end vi turde håbe på, det er vi meget glade og stolte over, siger Henrik Pedersen, der derfor allerede kategoriserer den nye messe som en succes.
Plads til store og små
Samtidig understreger han, at den selvgjorte tilgang betyder, at der er plads til både store og små aktører.
– Det er blevet meget, meget dyrt at deltage i de store messer, men når vi gør det sådan her, er der også plads til de små, og dem vil vi også gerne støtte op om, siger han.
Også når det kommer til gæsterne har man forsøgt at tage hensyn til såvel store som små, hvorfor messen strækker sig over tre dage i indeværende uge samt tre dage i uge 15.
– Selvom Danmark er et lille land, så kan det være svært for de små møbelforhandlere at komme afsted, og for at de bedst kan få det til at passe, har vi også valgt at holde aftenåbent om onsdagen begge uger, så det ikke er nødvendigt at lukke butikken ned, forklarer Henrik Pedersen.
Om messen i Brabrand bliver en tilbagevendende begivenhed er ifølge salgskonsulenten endnu for tidligt at svare på.
– Det er selvfølgelig noget, vi skal evaluere på bagefter, men umiddelbart bliver det ikke sidste gang, vi gør det, lyder det dog.