23948sdkhjf

Medie: Mærsk har i flere år sejlet illegalt tømmer

Selvom rederigiganten Mærsk bryster sig af at være særligt opmærksom på at bremse illegal tømmerhandel, har koncernens danske skibe ad flere omgange sejlet ulovligt tømmer fra Mozambique til Kina.

Det skriver det undersøgende medie Danwatch i samarbejde med Mozambique-mediet Zitamar News.

Ifølge de to medier viser kinesisk importdata, som de har fået indsigt i, at tre Mærsk-skibe i de første måneder af 2020 sejlede godt 4.000 ton af den udrydningstruede træart Nkula fra Mozambique til Kina. Også i 2019 og 2021 sejlede det danske rederi ruten med tonsvis af tømmer, der ifølge en ekspert på området vurderes at have været ulovligt.

Ifølge Mogens Pedersen, der var Danmarks ambassadør i Mozambique fra 2011 til 2015, har Mærsk længe kendt til risikoen for at sejle med illegalt tømmer.

– Som ambassadør havde jeg i 2015 et møde med Mærsk på deres kontorer i Beira (havneby i Mozambique, red.). På det møde faldt snakken på ulovligt træ, og Mærsk fortalte, at det var svært for dem at holde illegale tømmerforsendelser væk fra deres skibe. Ulovlig træfældning er et stort problem i Mozambique, så jeg opfordrede dem til at få gjort noget ved problemet. Men det er så ikke sket, siger han til Danwatch og Zitamar News.

Mærsk har ikke ønsket at stille op til interview, men i et mailsvar oplyser koncernen, at beslutningen om at transportere last beror på godkendelse fra toldmyndighederne, og at det er kundernes ansvar at sikre de nødvendige licenser.

“Hvis ikke vi får de nødvendige dokumenter, afskiber vi ikke containeren. Vi har desuden en proces, hvor vi sortlister virksomheder, hvis vi bliver bekendt med, at de forsøger omgå love og regler”, lyder det videre i mailen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063