23948sdkhjf

0605 TEMA: Dansker på svensk visit

Artikel i Træ og Industri Juni 2005
Tekst Lars Rygaard, Design Business Group

Dansk Design er repræsenteret på svensk designpromotion gennem ”Swedish Style in Milano”.

Under overskriften: ”Swedish Style Milan”, som er Sveriges samlede møbelpromovering under messeugen i Milano, gav Stockholm Furniture Fair et antal specielt udvalgte designtalenter mulighed for at vise den internationale møbelbranche spændende design. Præsentationen af produkterne skete i samarbejde med Salon del Mobile (Milanos Møbelmesse) og foregik på det fashionable hotel TownHouse 12. Hensigten var at skabe et mødested for alle, som er interesserede i svensk design.

Udvælgelsen
De unge designere var håndplukket fra Greenhouse, Stockholm Furniture Fairs talentzone for møbeldesignere. Designerne havde selv kunnet indsende forslag til Greenhouse, hvor nogle få var blevet udvalgt til at udstille. Udvælgelsen af de ti designere til udstillingen i Milano blev foretaget af messearrangøren og Svensk Eksportråd, som derudover havde udvalgt 10 firmaer til møblering af hotellet. Firmaerne var bl.a. Blå station, Kasthall, Nola, Offecct, Källemo, Skandiform og Swedese. Selv Volvo var repræsenteret.

Dansk deltagelse
Blandt deltagerne var den danske designer Henrik Sørig Thomsen med møblet Network. Det er stol og bord/skammel fremstillet i vævet stålnet, som har en blød overflade pga. de minimale dimensioner. Bordet kan anvendes til opbevaring og kan vendes, og man har en skammel.
Henrik Sørig Thomsen Designstudio fokuserer primært på møbel- og produktdesign. Målet er at skabe produkter, der er baseret på høj kvalitet og langvarige værdier. Tankerne og ideen bag et produkt er altid grundlaget for processen. Det har svenskerne så udvalgt til at repræsentere svensk design.

Global indstilling
”Morgendagens designer har nyskabende ideer, som fører udviklingen videre. Det er meget vigtigt for os som messearrangører, og for møbelbranchen som helhed, at forsøge at bane vej for disse ideer ved at skabe en platform for kontakter med internationale producenter”, siger Charlotte Melander, projektleder for Stockholm Furniture Fair. De medvirkende designere kommer fra Sverige, Danmark, Island, Japan, og Korea, hvilket giver et fingerpeg om Greenhouses globale indstilling.

Information om tiltaget og deltagere findes på www.swedishstylemilan.com .

Til efteråret fortsætter udstillingen til Tokyo, hvor den indgår som en del af: ”Swedish Style in Tokyo” og sandsynligvis også senere til New York.

Henrik Sørig Thomsen har designet møbler og interiør og er desuden designeren bag produkter for en række kendte virksomheder, herunder Bang & Olufsen. Henrik Sørig Thomsen designstudio har modtaget adskillige internationale designpriser. Se mere på www.soerig-design.dk

Samtidig hermed udstiller Henrik Sørig Thomsen loungestolen Wing på Interzum Cologne i maj. Prototypen Wing er fremstillet af Becker KG Brakel Tyskland. Her er Henrik Sørig Thomsen blandt ti udvalgte de signere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078