23948sdkhjf

0505 TEMA: En perle af træ fra Vikinghuse

Artikel fra Træ og Industri Maj 2005
- Familie byggede helt anderledes drømmebolig til typehus-pris

Tekst Kaj Hansen Træ og Industri

Kun sjældent overgås alle lyserøde reklametekster og konceptbeskrivelser af virkeligheden, men sådan oplever en glad og tilfreds bygherre sin situation efter at have boet i sit lille palads af norsk plantagegran gennem hele den fem-årige garantiperiode. Der har ikke været ét eneste problem, så nu kan han ikke huske, hvor han har gemt garantibeviset.

-Vi havde altid drømt om at bo i et træhus og ville netop til at udarbejde en tegning, da jeg hos en kammerat så en skitse, der var væsensforskellig fra alle andre typehuse, fortæller den nu 44-årige direktør Sten Jørgensen, Brøndby Strand. Vi faldt pladask for den utraditionelle udformning med sjove vinkler og kroge og ikke bare firkantede rum i en kombination af ét-plans og halvandet-plans byggeri, der på første sal er åbent til kip og lukker en masse lys og luft ind.

Designede selv
Sten Jørgensen skyndte sig at kontakte udbyderen, der var Vikinghuse i Hornbæk, og et års tid senere flyttede familien ind i et 175 kvadratmeter stort hus på en strandgrund direkte ned til vandet. De døbte det ”Sortkanten”, men dets egenartede og meget anderledes udseende bevirkede, at egnens beboere kaldte det ”Miniarken” efter museet Arken et stenkast borte.

Tilblivelsen var resultatet af et frugtbart samarbejde mellem de to parter samt et arkitektfirma og lokale entreprenører ifølge Vikinghuse´s koncept. Dette rummer først og fremmest mulighed for, at man selv kan designe sit drømmehus med professionel bistand ved at bygge videre på udbyderens mest velegnede skabelon.

Et funktionelt hus
-I skrivebords-fasen var Vikinghuse virkeligt god til at lytte og rette alle vore individuelle ønsker ind efter det mulige, husker Sten Jørgensen. Det foregik meget personligt, afslappet og tiltalende og sluttede med et design, som ikke ligner tusinde andre. Store opholdsrum er ikke kolde på grund af overraskende vinkler og nicher som en 40 kvadratmeter stue ovenpå, der ville have lignet en fabrikshal, hvis den havde været firkantet og ikke havde lukket en overvældende havudsigt ind gennem store glaspartier. Og i praksis gør rummenes indretning og udnyttelse hele huset funktionelt med eksempelvis hemse i børneværelserne.

-Der er i planlægningen intet som helst, vi ærgrer os over. Her hersker en god ånd og stemning, og her er behageligt at være, lægger han til.

Alle ønsker opfyldt
Til opførelsesfasen fandt Vikinghuse hovedsageligt mindre men højkvalitative og lokale entreprenører som samarbejdspartnere til bygherren – men uden selv at standse sin rådgivning.

-Derfor bar selve byggeriet præg af, at mester selv var til stede og sikrede den direkte forbindelse, så jeg løbende kunne diskutere ændringer med håndværkerne – navnlig for at opnå så meget lys som muligt og maksimal udsigt. Jeg deltog ikke selv manuelt men var på besøg hver dag for at følge arbejdet og servere pizza´er, fortsætter direktøren og sammenfatter:

-Vi har fået alle vore ønsker opfyldt i denne bolig med bærende ydervægge, der er klinkbygget vandret af norsk plantagegran og fremtræder i skiferfarve, der passer flot til vandet. Den er opført som en unik og individuel løsning i samme priskategori som et almindeligt typehus – ikke mindst, fordi Vikinghuse har holdt sit løfte om at bygge store og halvandet-plans boliger forholdsvis billigere end små og ét-plans.

-Kunne I tænke jer at sælge?

-Ikke i vores vildeste fantasi, selv om mange vil gerne købe det. Men nej!

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062